Det bliver et af verdens største Legolande, der i 2023 åbner i den kinesiske by Shanghai.

Og prisen bliver heller ikke af de mindste: Hele 4,4 milliarder danske kroner bliver investeret i den nye forlystelsespark.

Ifølge finans.dk bliver parken til i et samarbejde mellem Lego-familiens pengetank Kirkbi, Merlin Entertainments (som Kirkbi ejer 50 procent af) og lokale kinesiske kræfter.

Lego satser i forvejen stort på det kinesiske marked.

»Det specielle ved denne investering er, at det er Kirkbi, der går sammen med Merlin og de lokale myndigheder i en meget stor investering. Det er et område med en stor befolkning tæt på parken, og mange af dem er glade for Lego-produkter. Derfor er planen at bygge en stor park med tilhørende hotel,« siger Søren Thorup Sørensen, adm. direktør i Kirkbi, til finans.dk.

Parken kommer til at ligge i Jinshan-distriktet sydvest for Shanghai.

Her er der hele 55 millioner mennesker inden for en radius af to timers transportafstand. I hele regionen bor der 220 millioner.

Kirkbi-direktøren afslører over for finans.dk, at der også er planer om 'et par parker mere' i Kina og måske også Legolande i en række andre lande.