Det har været et særdeles godt 2021 for den aalborgensiske energivirksomhed Centrica Energy Trading.

Virksomhedens overskud er nemlig steget med hele 164 procent.

Det betyder, at virksomheden er kommet ud af 2021 med et overskud på hele 652,7 millioner kroner mod 246,9 millioner kroner i 2020, der i forvejen var et rekordår for Centrica Energy Trading.

Virksomheden, der handler energi på verdens børsmarkeder, har landet det pæne overskud efter to år, hvor energimarkederne har været præget af stor usikkerhed og tårnhøje priser både i 2020 og 2021.

»2021 var et hidtil uset år med ekstraordinære markeder, hvor energipriserne steg til historiske højder, etablerede markeder blev rystet af ekstrem volatilitet, og energi kom hurtigt i centrum i den globale samtale,« står der i ledelsesberetningen i virksomhedens regnskab.

Det er især den høje efterspørgsel på gas, blandt andet på grund af coronapandemien og koldt vejr, der har givet virksomheden ekstra medvind i 2021.

Det har nemlig betydet, at verdens gaslagre var tomme. Forventningen var, at gaslagrene i løbet af foråret ville blive fyldt med gas fra blandt andet Rusland.

Men det satte en uventet efterspørgsel fra Kina blandt andet en stopper for, og lagrene forblev gabende tomme.

Og virksomheden forventer, at 2022 vil være præget af stor usikkerhed blandt andet på grund af krigen i Ukraine, der har sendt priserne på gas i vejret.