Endnu flere københavnske lejligheder var til salg i maj
Udbuddet af ejerlejligheder er steget i København, men er faldet i Aarhus. Det viser nye tal fra Boligsiden.

Udbuddet af ejerlejligheder er steget i København, men er faldet i Aarhus. Det viser nye tal fra Boligsiden.

Selv om boligmarkedet stadig er varmt i København, så er der alligevel flere boliger at vælge mellem for køberne, end der var i sidste måned.
Nye udbudstal fra ejendomsmæglernes fælles boligportal, Boligsiden, viser, at der i maj måned var 1760 lejligheder til salg i København mod 1616 i april.
Det er femte måned i træk, at udbuddet af lejligheder stiger i København.
Og selv om en del af stigningen kan tilskrives sæson – der plejer altid at blive sat flere boliger til salg i forårsmånederne – så kan der også være andre forklaringer.
Det skriver Daisy Hollen Dickmeiss, der er boligøkonom i Nykredit, i en kommentar til tallene.
- Det kan afspejle, at priserne er ved at nå et niveau i København, hvor nogle ønsker at realisere opnået friværdi, samtidig med at færre boligkøbere kan være med på det høje prisniveau, siger hun.
Påstanden understreges af, at antallet af københavnske lejlighedshandler også har været nedadgående.
I Aarhus er billedet til gengæld omvendt. Her er der færre lejligheder til salg, og priserne stiger kraftigere end i København.
Zoomer man helt ud og ser på boligmarkedet som helhed, er boligudbuddet vokset med ni procent de seneste tre måneder, og det svarer lige præcis til majgennemsnittet i årene fra 2010 og frem til nu.
- Inden man får hænderne for højt op over hovedet som boligkøber, så er det dog væsentligt at sige, at antallet af salgsskilte fortsat ligger mærkbart lavere end sidste år, påpeger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos AL Sydbank.
Han forudser, at der fortsat vil være positive takter på boligmarkedet de kommende måneder, selv om renterne med en svag pil opad som følge af konflikten i Mellemøsten vil dæmpe købelysten.
/ritzau/