Den tidligere tv- og radiovært Emil Thorup har valgt at investere en del af sin formue i det danske firma Happy Helper.

Firmaet har skabt en rengøringsportal, som formidler kontakt mellem danskere, som gerne vil slippe for at gøre rent selv, og dem, der tilbyder at klare tjansen mod betaling.

Emil Thorup var en af Happy Helpers første kunder, efter portalen gik i luften i 2016, og lige siden har han haft et godt øje til konceptet. Nu har Emil Thorup valgt at investere i Happy Helper, som efter planen bliver børsnoteret på Nasdaq First North i København inden længe.

»Nogle gange står man over for en løsning på et problem, der er så åbenlys og samtidig en god forretning, at man tænker “hvorfor helvede fik jeg ikke selv den idé,« siger tv-vært og iværksætter, Emil Thorup om investeringen i en pressemeddelelse fra Happy Helper.

Emil Thorup er blandt andet kendt fra værtsroller ved Dansk Melodi Grand Prix i 2012 og 'Sexministeriet' på DR Mama, men sprang for lidt over to år siden ud som iværksætter, da han lancerede møbelbrandet Handwärk. Siden er han også begyndt at investere i andre virksomheder, og her er Happy Helper det seneste skud på stammen.

Rengøringsportalens adm. direktør og medstifter Dennis Forchhammer håber på at rejse omkring 40 millioner kroner i ny kapital i forbindelse med den kommende børsnotering. Hvor mange penge Emil Thorup spytter i kassen, ønsker parterne ikke at oplyse.