Elselskabet Norström – der primært sælger el-abonnementer – er blevet politianmeldt i en omfangsrig sag om ulovligt telefonsalg.
Det er Forbrugerombudsmanden, der står bag politianmeldelsen, efter man har modtaget 'uhørt' mange klager.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden selv i en pressemeddelelsen.
Elselskabet er blevet politianmeldt for 'ulovlige opkald til 224 forbrugere og for at have vildledt 117 forbrugere under telefonsamtalerne', lyder det.
De ulovlige henvendelser er angiveligt alle foretaget på under fem måneder.
»Ifølge klager til Forbrugerombudsmanden har Norströms telefonsælgere blandt andet udgivet sig for at være forbrugernes nuværende elselskab og bedt forbrugerne om at udlevere deres bankkontooplysninger med den begrundelse, at forbrugerne havde et tilgodehavende hos deres nuværende elselskab eller kunne spare gebyrer mv.,« oplyser Forbrugerombudsmanden.
Andre har klaget over, at telefonsælgerne har bedt om forbrugernes CPR-numre med den begrundelse, at forbrugerne skulle tilmeldes grøn strøm, eller at forbrugernes nuværende elselskab skulle fusionere med Norström.
En anden virksomhed – SikkerFremtid ApS – er blevet politianmeldt for at have medvirket til de ulovlige opkald ved at have solgt urigtige oplysninger om, at forbrugerne havde givet samtykke til at blive ringet op af Norström.
»Vi har på kort tid fået uhørt mange klager over Norström. De mange klager tegner et billede af en salgsteknik, hvor man bevidst vildleder forbrugerne med det formål at få dem til at skifte til Norström. Det er noget, vi ser på med stor alvor, og vi har derfor politianmeldt virksomheden og anmodet politiet om at efterforske sagen nærmere,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.
»Det er vigtigt at understrege, at langt de fleste energiselskaber overholder reglerne. Men der er nogle få, som ikke gør det. I de sager, vi ser, er det ofte nye energiselskaber, som tilsyneladende har gjort det til deres forretningsmodel at ringe forbrugerne op uden deres samtykke og vildlede forbrugere.«
Hvis du har indgået en aftale med Norström, efter du er blevet ringet op af dem, kan du finde råd til, hvad du kan gøre, på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

