Har du planer om at tænde for fjernsynet eller lave aftensmad på komfuret i aften?

Så skal du måske tænke dig nøje om.

For onsdag aften når elprisen sit højeste niveau i 12 år, skriver TV 2.

I løbet af onsdagen ligger den gennemsnitlige pris for én kilowatt-time (kWh) på 4,10 kroner, uanset hvor i landet, man befinder sig.

Det bliver endnu dyrere at lave mad over komfur onsdag aften mellem klokken 19 og 20.
Det bliver endnu dyrere at lave mad over komfur onsdag aften mellem klokken 19 og 20. Foto: Signe Goldmann
Vis mere

Men når klokken er mellem 19 og 20, vil prisen nå op på hele 5,50 kroner.

Det er det højeste niveau i de sidste 12 år, det danske statslige selskab Energinet har data for. Allerede tirsdag slog prisen rekord, men onsdag vil prisen altså slå gårsdagens rekord.

»Det er niveauer, vi ikke har set tidligere. Vi har konstant høje priser for tiden, men det her er alligevel ekstremt høje niveauer, vi ikke har set før,« siger seniorøkonom Jim Vilsson til TV 2.

Årsagen til den dyre pris pr. kilowatt-time er blandt andet den manglende danske vind, krigen i Ukraine, og at flere kernekraftværker i Frankrig er ude af drift på grund af vedligeholdelse.

Men også tørken i Europa har indflydelse på de skyhøje priser.

Den varme sommer har nemlig fået prisen på norsk vandkraft til at stige og fået vandstanden i de store europæiske floder til at falde så meget, at det har besværliggjort kultransporten.