Det skandinaviske flyselskab SAS er begyndt at bruge Elon Musks satellitsystem, Starlink, til at give passagererne hurtigt internet på flyrejserne.

Det skriver flyselskabet i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at internetforbindelsen fra tirsdag er rullet ud på tværs af flyene.

- Det her er et stort skridt mod at tilbyde vores kunder en mere fleksibel, produktiv og rar tid om bord, siger Paul Verhagen, der er kommerciel direktør i SAS, i en pressemeddelelse.

- Denne løsning bringer oplevelsen om bord tættere på, hvordan folk lever deres liv i dag.

Satellitsystemet betyder, at passagerer kan opleve en hastighed på op mod 500 megabit i sekundet.

Adgangen til forbindelsen er gratis for medlemmer af EuroBonus, der er SAS' kundeprogram.

Det lyder i pressemeddelelsen, at udrulningen er første skridt i et fornyet fokus mod den digitale oplevelse om bord.

Starlink er en del af Musks selskab SpaceX.

De to parter indgik en aftale om internetadgangen tilbage i januar 2025.

Da lød det, at Starlink desuden har lavet lignende aftaler med andre selskaber, heriblandt det amerikanske luftfartsselskab United Airlines.

SAS har desuden indgået en aftale med teleselskabet 3, som muliggør adgangen til satellitsignalet, lyder det.

Dengang lød det fra Verhagen, at det skulle sætte en stopper for frustrerende wi-fi-afbrydelser.

- Uanset om de flyver over Atlanten eller Nordsøen, kan vores passagerer nu regne med en forbindelse, der er lige så stabil og problemfri, som den er hurtig.

Forud for den officielle lancering tirsdag gennemførte SAS en prøveflyvning 14. januar, hvor inviterede gæster fik lov at afprøve internetforbindelsen under sædvanlige omstændigheder, når man befinder sig i omkring ti kilometers højde.

Da blev det fremvist, hvordan forbindelsen både kunne bære, at passagerer afspillede film, spillede spil og talte i telefon.

/ritzau/