Forbrug med MobilePay og kort er cirka på niveau med samme tidspunkt sidste år, viser tal fra Danske Bank.

Borgerne bruger ikke så mange penge på fadøl og rejser, som de plejer, men til gengæld er appetitten stor på at handle ind i supermarkeder samt købe tøj, sko og elektronik.

Samlet set ligger forbruget i første uge af juli derfor på samme niveau som i samme periode i 2019, når det kommer til køb med MobilePay og betalingskort, viser tal fra Danske Bank.

Tallene er baseret på kort- og MobilePay-betalinger hos omkring en million kunder i banken indtil 7. juli.

Coronakrisen afspejler sig stadig i høj grad i forbruget hos danskerne, siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom hos Danske Bank.

- Sammensætningen af forbruget er noget anderledes end juli sidste år, hvor sådan noget som rejser og byture fyldte forholdsvis meget. Det gør det slet ikke i år, siger hun.

Flere brancher oplevede et dyk i forbruget i slutningen af juni. Blandt andet var forbruget på tøj- og sko cirka 20-25 procent lavere end normalen. Men her har borgerne altså fundet købelysten frem.

For barer, natklubber og værtshuse ligger forbruget 25 procent under normalen i første uge af juli.

Men det kan blandt andet skyldes, at forbruget sidste år lå ekstraordinært højt i samme periode, hvor der både afholdes Roskilde Festival og studenteruge.

Til gengæld sørger borgernes restaurantbesøg for at rette en smule op på det, da forbruget her er tilbage på normalt niveau.

For rejsebureauer er forbruget 50 procent under normalen, mens det for flyselskaber er 25 procent under normalen i samme periode i 2019.

Men Louise Aggerstrøm Hansen bemærker, at de manglende rejser har fået folk til i højere grad at handle dagligvarer i danske butikker.

- Det hænger jo sammen med, at når man er hjemme og eksempelvis i sommerhus, køber man ind i det lokale supermarked, siger hun.

/ritzau/