Elbiler vinder terræn i EU - Danmark er fortsat i førersædet
Elbiler udgjorde lige knap 80 procent af det samlede salg i Danmark i maj. I EU var andelen 21,3 procent.

Elbiler udgjorde lige knap 80 procent af det samlede salg i Danmark i maj. I EU var andelen 21,3 procent.

Elbiler vinder stadig mere terræn på bilmarkedet i EU. I maj kørte mere end hver femte nyregistrerede bil i Den Europæiske Union således på el.
Det skriver brancheorganisationen Mobility Denmark tirsdag morgen i en pressemeddelelse.
Ud af de 955.013 nye personbiler, der er blevet indregistreret i EU i maj, kører 203.417 af dem på el.
Dermed tegnede elbiler sig for 21,3 procent af nyregistreringerne. Det er en stigning på lige knap 43 procent siden samme måned sidste år.
- Den elektriske udvikling ruller så småt i EU, men Danmark fastholder en suveræn førsteplads, når det gælder andelen af elbiler.
- Den position er ikke opstået tilfældigt, men er resultatet af en målrettet politik, der har understøttet den grønne omstilling, siger Mobility Denmarks administrerende direktør, Mads Rørvig, i pressemeddelelsen.
I maj var 78,7 procent af de danske nyregistreringer elbiler, skriver brancheorganisationen.
Det er særligt i de nordeuropæiske lande, at andelen af elbiler er høj. Aftrykket fra elbilerne er dog også til at tage at føle på i store europæiske lande som Tyskland og Frankrig, skriver Mobility Denmark.
I Frankrig var 29,1 procent af bilerne i maj elektriske. Det er omtrent den andel, som elbilerne udgjorde på bilmarkedet i Danmark for tre år siden.
Det viser, at der fortsat er store forskelle i tempoet for den grønne omstilling på tværs af EU-landene, lyder det fra Rørvig.
- Danmark skiller sig ud med en høj elbilandel, men udviklingen viser også, at resten af Europa skal med, hvis omstillingen for alvor skal accelerere, siger han.
Ifølge Danmarks Statistik udgjorde elbiler 17,4 procent af alle personbiler i Danmark i november 2025.
Der var planlagt en gradvis indfasning af registreringsafgift på elbiler fra 1. januar 2026.
Stigningen blev med en finanslovsaftale udskudt ét år til 2027.
Det betyder, at elbiler op til 419.000 kroner resten af året vil være friholdt for registreringsafgift.
/ritzau/