Mere end 9.000 medarbejdere i blandt andet Bilka, Føtex, Netto og Salling får i slutningen af august ekstra i lønposen.

Ejerne bag Salling Group - Salling Fondene - har nemlig besluttet at uddele flere millioner til sine medarbejdere.

Det oplyser detailkoncernen i en pressemeddelelse fredag.

Knap 15 millioner kroner af overskuddet bliver delt ud til medarbejderne i virksomheden.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det betyder, at i alt 9.072 medarbejdere modtager et beløb på 1.638,80 kroner.

»Det er medarbejdernes indsats, der sikrer, at vi kan gøre hverdagen bedre for vores kunder og samfundet omkring os, når vi investerer i bæredygtige løsninger, støtter velgørende projekter og skaber muligheder for medborgere på kanten af arbejdsmarkedet,« fortæller formanden i den ene af Salling Fondene og administrerende direktør i Salling Group, Per Bank, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Det fortjener medarbejderne stor anerkendelse for, og derfor er vi rigtigt glade for at kunne give en del af fondenes overskud tilbage til dem.«

Salling Groups grundlægger, købmanden Herman Salling, stiftede i 1958 Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.

Et af fondens formål er at give en del af fondens overskud tilbage til medarbejderne i virksomheden. Gratialet gives til både nuværende og tidligere medarbejdere, som har været ansat i hele perioden fra 2015 til 2018.