En presbold for kreditorer, medarbejdere og leasingselskaber.

Sådan betegner en af Danmarks førende luftfartsanalytikere den udmelding, der kom fra den svenske regering om situationen i SAS tirsdag morgen.

»I hvert fald lægger det her et alvorligt pres på både medarbejdere og kreditorer i forhold til at få skabt nogle aftaler, der kan få gjort SAS konkurrencedygtig,« siger Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker for Sydbank, til Ritzau.

På et hasteindkaldt pressemøde kort før klokken otte gjorde den svenske erhvervsminister, Karl-Petter Thorwaldsson (S), det klart, at den svenske stat smækker pengekassen i og ikke vil overføre mere kapital til det kriseramte luftfartsselskab.

Samtidig understregede han, at svenskerne på længere sigt vil trække sig ud som aktionær.

»Staten melder tydeligt ud, at den ikke er en langsigtet ejer i SAS, men at vi vil mindske ejerskabet i SAS,« sagde erhvervsministeren blandt andet.

Det seneste kvartalsregnskab viste et milliardunderskud hos SAS, og derfor søsatte ledelsen en redningsplan, der skal skaffe ny kapital til SAS.

Og her skal de altså ikke regne med den svenske stat længere, understregede erhvervsministeren.

Den svenske erhvervsminister Karl-Petter Thorwaldsson.
Den svenske erhvervsminister Karl-Petter Thorwaldsson. Foto: 10510 Lars Schröder/TT
Vis mere

En anden del af planen indebærer, at SAS vil forsøge at overtale kreditorer til at modtage aktier i bytte for at slette deres gæld.

Den del vil den svenske stats dog godt være med til.

Udmeldingerne tirsdag morgen lægger et voldsomt pres på blandt andet medarbejdere og kreditorer for at få en redningsplan til at lykkes.

Det siger Jacob Pedersen til Berlingske efter pressemødet.

»Dilemmaet bliver først og fremmest, at det kan være svært at gennemføre en kapitalforhøjelse med privat kapital, uden at staterne står bag. Det er den negative side. Den positive side er, at hvis staterne ikke vil skyde flere penge i SAS, så er man nødt til at gennemføre SAS Forward. Det her er en presbold uden lige til leasingselskaber og kreditorer – og faktisk også til medarbejderne,« mener han.

Hvis det ikke lykkes at indgå aftaler med kreditorer og medarbejdere, anser Jacob Pedersen det for usandsynligt, at SAS kan skaffe de nødvendige milliarder.

Aktieanalysechefen siger også til Ritzau, at svenskernes udmelding lægger pres på den danske regering.

Den danske og den svenske stat er lige nu de største aktionærer i flyselskabet.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Vibeke Toft
Vis mere

»SAS og Københavns Lufthavn er omdrejningspunkter i vores luftfartsstrategi,« siger Jacob Pedersen.

»Den fælles nordiske indflydelse, der har været, ser ud til at fordufte nu. Det betyder, at de danske politikere kan stå i den situation, at en ny storaktionær vil flytte knudepunktet væk fra København eller ændre grundlæggende på SAS' struktur som netværksselskab.«

»Det gør, at den luftfartsstrategi, vi har i Danmark, er sat under pres,« siger Jacob Pedersen til Ritzau.