Onsdag blev det meddelt, at Thomas F. Borgen, administrerende direktør i Danske Bank, kan tage 12 måneders løn og aktier med sig, når han stopper som administrerende direktør.

Danske Bank-topchefen har ellers sagt op på grund af sin rolle i bankens store hvidvaskningssag, men ifølge bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet Lars Krull er Thomas Borgen stadig berettiget til at tage et tocifret millionbeløb med sig ud ad døren.

»Selvfølgelig skal han have de penge. Det står i hans kontrakt,« siger Lars Krull og pointerer, at sagen er alvorlig, men at Thomas Borgen ikke har gjort noget juridisk forkert:

»Thomas Borgen havde et moralsk ansvar, men han har ikke gjort noget ulovligt. Jeg ser ikke det her som en fyring, men derimod et frivilligt valg om at træde tilbage.«

Danske Banks administrerende direktør, Thomas F. Borgen ved pressemødet onsdag.
Danske Banks administrerende direktør, Thomas F. Borgen ved pressemødet onsdag. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

I Danske Banks årsrapport står der, at Thomas Borgen i 2017 fik udbetalt en samlet løn på 17,4 millioner kroner. Heraf var 11,5 millioner kroner løn, 2,2 millioner kroner var pension, og bonusser i form af kontanter og aktier lød på 3,7 millioner kroner.

Borgen kan derfor forvente at få et 'gyldent håndtryk' på mindst 13,5 millioner kroner, når han ifølge sin kontrakt skal have 12 måneders løn med sig ved en frivillig fratrædelse.

»Han har helt sikkert lavet en god aftale med dem, men det er forståeligt, nu hvor han selv vælger at gå af,« siger Lars Krull.

Onsdag fremlagde Danske Bank sin interne undersøgelse af den hvidvaskningssag i Estland, som banken har været centrum i. Undersøgelsen viser, at 6200 kunder i bankens filial i Estland har modtaget mistænkelige overførsler, men banken har ikke vidst, hvad beløbet lød på.

Danske Bank er nu nået frem til, at der ikke har været nok fokus på at dæmme op for hvidvaskning.

Men selv om bagmandspolitiet kalder sagen alvorlig, mener Lars Krull, at Danske Banks kunder skal slappe af og blive i banken.

»Det er noget pjat som kunde at opsige samarbejdet med Danske Bank nu. De har lagt sig ned og har lært af deres fejl. Derudover er det noget, som er foregået i Estland. Det er ikke en kriminel organisation, og det vil aldrig skade de danske kunder.«

Præsentationen af resultaterne fra hvidvaskningssagen havde også konsekvenser for Danske Banks aktier, som faldt betydeligt på børsen onsdag.

Aktien er faldet med 3,4 procent, og banken mister dermed 5,2 milliarder kroner i værdi.

Aktien endte i kurs 169 kroner, men tidligere på dagen så det endnu værre ud. I løbet af dagen ramte aktien sit laveste niveau siden 2015 i kurs 160,35 kroner.

Lars Krull mener dog ikke, at Danske Bank skal være bekymret for faldet på børsen:

»Det er rigtigt, at de har oplevet et fald i kursen, men vi kan ikke læse hele situationen i en dags udvikling. Jeg er ikke i tvivl om, at banken nok skal rette op over tid.«

Danske Bank vil ikke komme i detaljer omkring Thomas Borgens 'gyldne håndtryk'. Det er reguleret efter opsigelsesvarsler, der fremgår af årsregnskabet', lød det på pressemødet onsdag.