Efter et langt tilløb meddelte Carlsberg mandag, at bryggeriet vil forlade Rusland og sælge sine russiske aktiviteter.

Men hvor meget mister Carlsberg? Hvorfor sker det nu? Og hvilken dansk virksomhed bliver den næste, der bliver presset ud?

Spørgsmålene er mange, og B.T. har allieret sig med Euroinvestors chefredaktør Simon Richard Nielsen for at få svar.

Ifølge Simon Richard Nielsen må Carlsberg formentlig regne med at vinke farvel til de fleste af de 20 milliarder kroner, som den russiske forretning er værd.

Carlsberg var ledende på det russiske marked.
Carlsberg var ledende på det russiske marked. Foto: Alexander Demianchuk
Vis mere

»Det er værdier, der er gået op i røg. Nu er de forsvundet. Det er en meget stor del af de 20 milliarder kroner, der er gået tabt,« siger han.

Carlsbergs problem er, at det bliver utrolig svært at finde en køber. Ingen vestlige virksomheder vil formentlig røre den danske virksomheds russiske bryggerier med en ildtang.

At sælge til en oligark vil nok heller ikke være det mest hensigtsmæssige, så hvem kan så aftage?

»Det kunne være købere fra Kina. Men det vil være til en spotpris,« siger Simon Richard Nielsen, og tilføjer, at det er lidt paradoksalt.

Mariupol i Ukraine er smadret til ugenkendelighed.
Mariupol i Ukraine er smadret til ugenkendelighed. Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO
Vis mere

»Det har været en meget, meget lukrativ forretning. Alle de store bryggerier har kigget på Carlsberg og været super misundelige, fordi de har siddet på det russiske marked med en meget høj markedsandel og været markedsledende i Rusland,« siger han.

Ifølge Berlingske udgør Central- og Østeuropa, hvor Rusland er den største del, omkring 25 procent af Carlsbergs samlede omsætning på cirka 67 milliarder kroner.

Carlsberg skal da nok også klare tabet, vurderer Simon Richard Nielsen.

»Det er et stykke dansk erhvervshistorie, som stopper her. I kroner og ører er det et stort tab for dansk erhvervsliv. Men jeg mener, at Carlsberg nok skal klare sig. Og jeg mener, at de gør det helt rigtige,« siger han og tilføjer, at det kunne være endt meget værre, hvis Carlsberg havde holdt fast i Rusland.

Carlsbergs gamle port i København.
Carlsbergs gamle port i København. Foto: FABIAN BIMMER
Vis mere

»De kunne jo komme i den situation, hvor Carlsberg blev lagt for had i hele Europa, og det ville være langt mere alvorligt, end at de mistede Rusland.«

Folk er nemlig begyndt at boykotte de virksomheder, der holder fast i Rusland, siger Simon Richard Nielsen.

»Allerede nu er det sådan, at det er dårlig stil at gå i Ecco-sko. Det var begyndt at pible frem rundt omkring, at det er dårlig stil at drikke Carlsberg. Hvis det image breder sig, kan det blive meget værre end 20 mia. Kroner i Rusland,« forklarer han.

Netop Ecco er blandt de danske virksomheder, der har store aktiviteter i Rusland, og som indtil videre har valgt at blive i Rusland. En anden er æggebakkeproducenten Brødrene Hartmann, som Christian Stadils familieselskab Thornico er storaktionær i.

Frivillige bærer poser indkøb ud til de trængende folk.
Frivillige bærer poser indkøb ud til de trængende folk. Foto: THOMAS PETER
Vis mere

»Brødrene Hartman er en 'business to business'-forretning, der ikke er under direkte pres fra forbrugerne, men alle de virksomheder, der sælger direkte til forbrugerne, dem kommer der pres på. Og her tænker jeg især på Ecco, der er den næste, der står for skud, » lyder det fra Simon Richard Nielsen.

»Jeg er sikker på, at det er et spørgsmål om tid, så vil de trække sig. For en ting er Rusland, men hvis salget af Ecco sko bliver ramt i Danmark og Tyskland og Storbritannien og så videre, så … Det har været rigtig set af IKEA, H & M og alle dem, der trak sig hurtigt ud. De lavede den rigtige kalkule fra starten af,« siger han.

Carlsbergs overraskede exit fra det russiske marked kom kort efter, at det store hollandske bryggeri Heineken havde meddelt, at det også forlader Rusland. Ifølge Simon Richard Nielsen har det formentlig påvirket Carlsbergs beslutning, ligesom det sikkert også har spillet en rolle, at den ukrainske præsident Zelenskyj tirsdag skal tale online til det danske folketing.