Det stormvejr af orkanstyrke, som Danske Bank lige nu befinder sig i efter afsløringerne om hvidvask for milliarder, kommer højest sandsynligt ikke til at koste dem kunder.

Det understreger Lars Krull, der er bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

»Det vil simpelthen være noget pjat at overveje sit kundeforhold til Danske Bank på grund af det her,« siger Lars Krull til B.T.

Lars Krull anerkender, at krisen - som Danske Bank er havnet i, efter det er kommet frem, at bankens estiske filial har hvidvasket penge for mindst 53 milliarder kroner - på ingen måde er god for Danske Banks image.

Lars Krull påpeger, at Danske Banks image vil blive bedre, når hvidvasksagen er drevet over.
Lars Krull påpeger, at Danske Banks image vil blive bedre, når hvidvasksagen er drevet over. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men han kan ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at krisen kan få negativ indflydelse på bankens kundevirksomhed herhjemme. Måske kun for de få kunder, som aldrig har været kunde i Danske Bank og lige nu er på udkig efter en ny bank:

»Hvis du er glad for at være kunde i Danske Bank og har en god relation til banken, så er det jo det, du skal vurdere det på. Men dem, som er på vej til at blive kunde, og som ikke har ven eller veninde til at anbefale Danske Bank, vil måske være lidt tilbageholdende i den næste periode,« siger Lars Krull og fortsætter:

»Men husk på, at image er flygtigt og letpåvirkeligt, så det her går over igen.«

Det voldsomme stormvejr for Danske Bank tog fredag til i styrke, da det - i den anerkendte finansavis Financial Times - kom frem, at Thomas Borgen, nuværende administrerende direktør i Danske Bank, var bekendt med, hvad der foregik i bankens filial i Estland.

Flagene vejrer stadig foran Danske Banks filial i Talinn i Estland.
Flagene vejrer stadig foran Danske Banks filial i Talinn i Estland. Foto: INTS KALNINS/REUTERS/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Lars Krull mener dog ikke, at det kaster en yderligere mørk skygge over Danske Bank, at bankens topchef, der dengang hvidvaskningen foregik havde ansvaret for forretningen i Estland, nu direkte kædes sammen med ulovlighederne begået i 2013-2015.

»De, der er glade for Danske Bank, skal blive ved med at være det. Danske Bank er en dygtig bank, men har bare ikke været dygtig nok i Estland. Og det er noget skidt. Men derfra og så til at male en kost hen over hele Danske Bank og sige, at de er nogle hvidvaskere, det er ikke rimeligt.«

Pilen peger nu på, at Thomas Borgen har haft et eller andet kendskab til ulovlighederne dengang, og han sidder i dag som administrerende direktør for Danske Bank. Så der er jo et link imellem Danske Bank i dag og de ting, der skete dengang?

»Ja, helt enig. Og det bliver rigtig spændende at følge de næste par dage. Men han siger jo også i det notat, som du refererer til, at han vil kigge på det senere. Måske har han gjort det og taget det med til bestyrelsen. Det ved vi ikke. Det korte af det lange er, at det jo ikke er Danske Bank, der vil hvidvaske. Det er Danske Bank i Estland, der er blevet brugt til hvidvask,« siger Lars Krull og fortsætter:

Danske Banks direktør Thomas Borgen fortsætter inditl videre i stillingen trods stormvejret.
Danske Banks direktør Thomas Borgen fortsætter inditl videre i stillingen trods stormvejret. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Men samtidig må vi også sige, at Danske Bank er førerhunden og den største bank herhjemme, så selvfølgelig skal der være orden i sagerne. Og det har der ikke været her, og det er skidt,« understreger Lars Krull og siger samtidig, at krisen for Danske Bank hverken handler om beløbene eller noget andet:

»Er vi tilfredse med den hastighed, de har handlet i i forhold til at stoppe problemerne, da de fandt ud af det? Det er det, det handler om. Og konklusionen på det spørgsmål, kan måske betyde noget for kunderne.«

Danske Bank ønsker fredag ikke at kommentere nærmere på, at amerikanske myndigheder nu også undersøger banken, men skriver i en skriftlig kommentar til Ritzau, at man »løbende er i kontakt med myndighederne i forskellige lande.«

Fredag tog Danske Bank-aktien et dyk på 1,1 procent - hvilket svarer til, at banken i løbet af handelsdagen på Københavns Fondsbørs er blevet 1,6 milliarder kroner mindre værd.