Den omstridte kapitalfond Blackstone har skiftet navnet på den danske afdeling i et forsøg på at få et bedre image efter den seneste tids heftige kritik.

Den danske afdeling, der før hed 360 North, skal nu hedde »Kereby«.

Det forklarer de i et interview med Politiken.

Navnet skal signalere, at virksomheden nu »kerer« sig om sine kunder. Det traditionelle danske udtryk for at bekymre sig.

Men det er en kommunikativ »dødssynd«. Det siger Lasse Peter Laursen, ekstern lektor i krisehåndtering på Copenhagen Business School, til B.T.

Han henviser til DR-dokumentaren 'De riges by', der for tre uger siden viste, hvordan Blackstone køber lejligheder og sætter dem i stand, så huslejen og kapitalfondens profit stiger. På den måde bliver folk med middel- og lavindkomst presset ud af lejeboligerne i København.

»Navneskiftet er en utroværdig strategi for at komme på fode igen rent omdømmemæssigt. Det er nærmest et tilbageskridt, når man kort tid efter er så bombastisk. Man hiver navnet væk og går i pressen og siger, at man nu vil have god gammeldags kundeservice. Det lyder ikke troværdigt,« siger Lasse Peter Laursen.

En anden faldgrube ved det nye navn er, at det er knyttet så direkte til en ny og positiv adfærd. Det siger professor i virksomhedskommunikation på Aarhus Universitet, Finn Frandsen.

»I det her tilfælde er navnet lige på og hårdt og én til én med budskabet. Og hvis den nye stil ikke går, og der kommer en ny krise, skal de så skifte navn igen? Det duer jo heller ikke,« siger Finn Frandsen.

Mandag eftermiddag har det ikke været muligt at få en kommentar fra Kereby. Men til Politiken understregede Kerebys nye Chief Operational Officer, Kenneth Ohlendorff, at de nu skulle være en meget mere kundefokuseret virksomhed.

»At skifte navn gør jo ingen forskel i sig selv overhovedet,« sagde han.

»Det er det bagvedliggende, der er det vigtige. Det har vi arbejdet længe med, medarbejderne kender nu det nye mål og retningen, nu skal vi så lære at komme derhen. Og så er vi klar til navneskiftet«.