Elselskabet Nettopower bruger sine kunder som bank, og betaler dem ikke tilbage i tide.

Og med haltende og forsinkede årsregnskaber advarer ekspert i økonomistyring Per Nikolaj Bukh kunderne mod, at de måske aldrig får deres penge tilbage.

Ifølge Ekstra Bladet mangler Nettopower i alt at tilbagebetale sine kunder 43 millioner kroner.

Samtidigt beskriver mediet, at der med 99.315 kroner på bundlinjen langt fra er penge nok til at betale dem alle tilbage.

Det fremgår af virksomhedens årsregnskab fra 2023, som er blevet præsenteret for Per Nikolaj Bukh.

»På de her tal er der en meget stor risiko for, at pengene ikke er der til kunderne, hvis selskabet går konkurs,« siger han til Ekstra Bladet.

Elselskabet har nemlig indkrævet forudbetalinger fra deres kunder, og hvis virksomheden ender med at gå konkurs, spår han ikke gode chancer for at få pengene retur.

Faktisk ender man allerbagerest i køen blandt kreditorer, siger Per Nikolaj Bukh.

Desuden har Nettopower stadig ikke leveret årsregnskab for 2024, selvom det skulle have været offentliggjort for over en måned siden.

Ifølge eksperten kan det være et tegn på selskabets dårlige drift og usikkerhed om dens fremtid eller et forsøg på ikke at sætte fokus på et dårligt regnskab.