Den tidligere energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har fået nyt job.
Der gik ikke engang en uge, fra Lars Christian Lilleholt overdrog sit ministerium til Dan Jørgensen (S), før han kunne skrive en ny arbejdsgiver på sit cv.
Ifølge Fyens.dk er den tidligere energi- og klimaminister nemlig blevet medlem af bestyrelsen for Fyns største private arbejdsgiver, affaldskoncernen Marius Pedersen.
Affaldskoncernen har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og har omkring 4.700 personer ansat i henholdsvis i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.
»Vi kender Lars Christian som en flittig, dygtig og vellidt person, så vi er utrolig glade for, at han har sagt ja til at træde ind,« siger bestyrelsesformand Søren Klarskov Vilby, der også er kendt som topchef i Micro Matic, til Fyens.dk.
Søren Klarskov Vilby afviser over for mediet, at valget skyldes Lars Christian Lilleholts politiske holdninger, men snarere hans viden og kompetencer.
Han påpeger dog, at det er et plus, at Lilleholt som politiker 'ser tingene lidt anderledes' end de øvrige bestyrelsesmedlemmer, som hovedsageligt er forretningsfolk.
»Vi har godt af noget diversitet,« siger Søren Klarskov Vilby.
Affaldskoncernen Marius Pedersen indsamler affald og sorterer en del af det, så materialerne kan bruges igen.
54-årige Lars Christian Lilleholt har haft flere bestyrelsesposter i mere eller mindre private energivirksomheder – blandt andet Energi Fyn, Fjernvarme Fyn og NGF Nature Energy Biogas (tidligere Naturgas Fyn), skriver Fyens.dk.
Da han i 2015 blev udnævnt til minister, trådte han dog tilbage fra alle posterne.
Lars Christian Lilleholt fortæller til Fyens.dk, at han blev orienteret om den ledige plads i bestyrelsen tidligere på året, men fortalte virksomheden, at han først ville diskutere posten nærmere efter valget.

