En ejer af en fuglebesætning i Otterup på Fyn blev onsdag aften mødt af et skræksyn.
Her oplevede ejeren, at flere af besætningens fugle havde diarré, hængende hoveder og øget dødelighed.
Styrelsen for Fødevarer Landbrug og Fiskeri har efterfølgende udtaget prøver, som ifølge Statens Serum Institut bekræfter, at besætningen er ramt af H5N1-fugleinfluenza.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Som led i smitteforebyggelse bliver hele besætningen aflivet søndag af styrelsen.
Besætningen, der ligger øst for Otterup i Nordfyns Kommune, består af omkring 100 høns, 100 tamænder og gæs, 50 fasaner, 75 duer, 75 parakitter og to påfugle.
Styrelsen har etableret beskyttelses- og overvågningszoner i en radius af hhv. 3 og 10 km. fra den smittede besætning.
De kommende fire til fem uger må der ikke flyttes æg, fjerkræprodukter eller levende fjerkræ ind eller ud af zonerne uden særlig tilladelse fra Styrelsen.

