OPDATERING FRA IT-LEVERANDØR I BUNDEN AF ARTIKEL. Boligsultne kunder har i flere dage måtte klikke sig forgæves ind hos hjemmesiderne hos tre store ejendomsmæglere.

De har været ude af drift.

Men hvad der præcist har udløst problemerne hos Nybolig, Estate og Realmæglerne står endnu hen i det uvisse.

Faktum er, at kunder ved weekendens begyndelse blev mødt af kridhvide skærmbilleder og kortfattet information om udfordringerne i stedet for boliger, der er til salg. Mens der på sociale medier bredte sig spekulationer om hackerangreb.

Sådan så det ud på Estates og Nyboligs hjemmesider under nedbruddet.
Sådan så det ud på Estates og Nyboligs hjemmesider under nedbruddet. Daniel Martinsen

Hos Nybolig og Estate, der begge er en del af samme koncern, har det på hjemmesiderne fremgået, at man har været »ved at vedligeholde vores hjemmeside«, men over for B.T. fortæller pressechef Alexander Winther, at der har været tale om, »at en anden kunde hos vores it-leverandør har været ramt af en cybersikkerhedshændelse«.

»Nybolig og Estate har ikke været ramt, men vi valgte at lukke siderne som en sikkerhedsmæssig foranstaltning,« lyder det.

Begge hjemmesider kom mandag op at køre igen.

Tirsdag er Realmæglernes hjemmeside stadig nede, og her fremgår det, at der har været tale om et »hackerangreb hos vores it-leverandør«, hvilket også bliver bekræftet over for B.T. af Mikkel Milsgaard, presse- og kommunikationsansvarlig hos selskabet.

Denne tekst har mødt kunder hos Realmæglerne.
Denne tekst har mødt kunder hos Realmæglerne. Daniel Martinsen

Man havde her håbet på at være oppe at køre igen mandag aften, men det skete altså ikke. I stedet har man et håb om, at det senest bliver onsdag.

»Vi er heldigvis ikke patient nul, så vi har ikke mistet data, og vores kunders data er heller ikke blevet lækket. På den måde er vi heldige,« siger Mikkel Milsgaard fra Realmæglerne:

»Mæglerne har været frustreret hen over weekenden, for de er alle afhængige af, at systemerne virker for at kunne oprette kunder, ajourføre sager og komme ud på fremvisninger med de rigtige dokumenter. Vi regner dog med, at vi stadig har alt data, når det hele kører igen.«

Det er virksomheden Support-IT Network, der hoster hjemmesiderne for alle de påvirkede ejendomsmæglerne, og herfra vil man ikke bekræfte, hvad der egentlig er sket. Heller ikke om der har været tale om et »hackerangreb« eller »cybersikkerhedshændelse« – som jo er ordene ejendomsmæglerne har brugt.

tip os
Kender du til sagen? Så tip os her.

»Vi er blevet ramt af et nedbrud i vores datacenter, og derfor har vi valgt at lukke it-miljøerne ned for at få et overblik over situationen,« lyder det fra direktør Peter Hansen i en enskriftlig kommentar.

»Her og nu er det for tidligt at komme med yderligere detaljer om nedbruddet. Vi arbejder naturligvis indgående på at få alle systemer i luften igen, og flere af de implicerede virksomheder, herunder Nybolig og Estate, er da også i drift igen.«