3,6 millioner danskere kunne med et stort smil logge ind til et grønt tal i midten af marts, da de tjekkede deres årsopgørelse.
Men ikke alle de danskere har fået deres ventede beløb udbetalt.
Efter årsopgørelsens offentligggørelse går Gældsstyrelsen nemlig i gang med at modregne folk i forhold til deres offentlige gæld.
I år begyndte udbetalingen af den overskydende skat 9. april, og allerede en uge efter havde Gældsstyrelsen inddrevet intet mindre end 966 millioner kroner.
Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
I alt er der tale om 300.000 danskere, som har fået nedbragt deres offentlige gæld med de penge, de egentligt skulle have haft udbetalt.
»Det er rigtig mange penge på meget kort tid. Det viser helt tydeligt, hvorfor modregning er et af vores mest effektive værktøjer til at inddrive gæld til det offentlige,« siger direktør i Gældsstyrelsen, Lars Nordahl Lemvigh.
Sidste år nåede Gældsstyrelsen i alt at inddrive 2,5 milliarder kroner ved at modregne den overskydende skat, og i år forventer man at nå det samme beløb.
»Vores formål er at inddrive gæld til det offentlige. Folk skal betale, hvad de skylder. Vi vil selvfølgelig allerhelst, at folk selv kontakter os og betaler deres gæld eller indgår en afdragsordning. Men desværre er det ikke altid tilfældet, og så har vi heldigvis mulighed for fx at modregne, som vi gør i denne situation,« siger Lars Nordahl Lemvigh.