I måneder har shippinggiganten Mærsk løbet panden mod en mur i forsøget på at forlade Rusland.

Hele to gange har Erhvervsstyrelsen sat en stopper for de juridiske bud på en udvej, viser en aktindsigt, som Børsen er kommet i besiddelse af. Dette fordi det ville være i strid med EU-sanktionerne.

Men nu har Mærsk fundet en metode, der ikke bryder sanktionerne.

»Vi har efter aktindsigtens tidsperiode fundet en løsning, der har gjort det muligt for os at frasælge vores aktiver i overensstemmelse med sanktionerne. Vi arbejder fortsat på at frasælge to logistikfaciliteter samt fire slæbebåde i Rusland,« lyder det skriftlige svar fra Mærsk til mediet.

Mærsk ønsker dog på nuværende tidspunkt ikke at uddybe, hvad den konkrete løsning går ud på.

Siden marts har Mærsk stoppet for fragt til og fra Rusland. Tilbage i juni måned forsøgte Mærsk at overbevise Erhvervstyrelsen om en ny løsning på Rusland-problematikken.

I august lykkedes det Mærsk at sælge sin ejerandel på 30,75 procent af det russiske havneselskab Global Ports.

Det eneste virksomheden mangler nu, er at skille sig af med de to varehuse, fire slæbebåde samt at få et tankskib, der ligger i en russisk havn, ud af landet.