Efter næsten otte måneders nedlukning åbner Memet's Delikatesse atter op fra fredag.

Det var dog ikke med ejer Memet Kocaks gode vilje, at butikken var nedlukket så lang tid.

Efter tre sure smileyer på stribe, dårlig medieomtale og ansatte, der ikke have fået løn, blev Memet's Delikatesse erklæret konkurs.

»Det var slet ikke meningen, vi skulle være lukket, men der skete alle de ting. Bagefter blev jeg indlagt fire måneder med sygdom, og så døde min søster. Så det har været en lang og hård periode,« forklarer Memet Kocak til B.T.

Nu er han dog klar til at vende tilbage med forretningen – og denne gang bliver det forhåbentlig uden alle de forhindringer, der sidste gang lukkede virksomheden.

»Alle de ting skal jeg rette op på, og det er derfor, jeg kommer tilbage på markedet. Der er gæld, der skal betales, og det bliver det hen ad vejen. De sure smileyer var, fordi jeg var for hurtig til at åbne for mange butikker, det gik for stærkt, og jeg kunne ikke holde styr på det,« siger Memet Kocak, der dog ikke vil komme nærmere ind på, hvor meget gæld der er i butikken.

Han har også en klar plan for, hvordan han vil forbedre specialforretningen.

»Jeg står selv i forretningen uden ansatte indtil nu. Så kan jeg holde styr på det. Det bliver en hård omgang, men jeg skal nok klare det. Jeg giver ikke op. Vi kan alle fejle, og jeg har lært af mine fejl,« siger han.

Memet Kocak fortæller, at han har savnet forretningen og den travle hverdag i den tid, hvor han har været væk. Alligevel frygter han lidt at vende tilbage.

»Det har været meget i mine tanker, hvordan folk vil reagere. Jeg vil gøre mit bedste og har lavet et nyt koncept. Jeg har gået den her butik igennem til bunds, der er ikke en eneste ting at komme efter, det har jeg sørget for. Jeg håber, det bliver godt,« siger han.

Memet Kocak lagde mandag et opslag på både Instagram og Facebook, hvor han fortalte, at butikken igen åbner. Han har dog endnu ikke fået de store reaktioner.

»Selvfølgelig er der helt sikkert nogle, der bliver sure over det. Det har jeg også regnet med, og jeg får ikke et chok, hvis det sker. Men jeg skal gøre mit bedste den her gang og ikke stole på mine ansatte, som jeg tidligere har gjort, jeg tjekker op på alt selv og har fået en administrator til at ordne regnskab,« siger Memet Kocak.

Han fortæller, at det nye koncept vil bestå af billige priser, større udvalg og alt lavet fra bunden.

Memet's Delikatesse åbner igen fredag på Nørre Alle 84 i Aarhus.