Det tør siges, at der har været alt andet end normale tilstande de sidste to år.

Det gælder også for Aarhus Airport, der har været hårdt presset af pandemien og deraf manglende rejsende og nedlukninger.

Men lufthavnen går nu ud af endnu et coronaår med et optimistisk syn på 2022, siger de. De oplevede nemlig mere end en ottedobling af passagertallet i december 2021 i forhold til 2020.

»Vi er sikre på, at vi går meget godt i møde i 2022. Det har været nogle træge år med særdeles svingende markedsvilkår, og vi håber, at vinden snart vender.«

»Selvom vi lige nu står med flere ruter på pause, er vi optimistiske i forhold til forårs- og sommertrafikken, hvor rejserne allerede sælger godt,« siger Nicolai Krøyer, som er administrerende direktør i Aarhus Airport, i en pressemeddelelse.

I alt gik 21.218 passagerer igennem terminalerne i december 2021, og det svarer til 65,6 procent af decembergæsterne i 2019.

Så der er altså stadig et stykke vej, før lufthavnen er tilbage på pre-pandeminiveau, hvor lufthavnen rundede over en halv million passagerer i 2019.

I det forgangne år var det særligt i sommermånederne, at rejseaktiviteten steg. Og hvor rejsekurven tidligere er dalet i efterårsmånederne, var danskerne rejselystne hele året.

Passagerer er således strøget afsted på udlandsferie mod nyåbnede ruter til blandt andet Göteborg, Stockholm, Gran Canaria og Egypten. Det var netop udenrigs- og chartertrafikken, der stod for næsten to tredjedele af den samlede rejsetrafik.

Det er dog ikke mere end en uges tid siden, at Ryanair valgte at sætte fire ruter midlertidigt på standby fra Aarhus. Det skyldtes, at det ikke var lykkes at få rejseniveauet tilbage på sporet fra før pandemien.

I alt har Ryanair fra 10. januar midlertidig lukket 28 afgange til og fra danske lufthavne.

Alligevel ser Aarhus Airport altså frem til 2022. Da de var fuldstændig lukket ned i et par måneder i starten af 2021, gennemførte de også en større renovering, ligesom et nyt lufthavnshotel vil stå færdigt til sommer.

Om end pandemien har forskudt lufthavnens vækstplaner med nogle år, holder Aarhus Airport fast i ambitionen om at nå 1,5 millioner passagerer i 2027.