Det går kraftigt ned ad bakke.

Handlen med store ejendomme og ejendomsporteføljer er faldet med hele 35 procent på blot to år.

Det oplyser Børsen.

Helt konkret solgte erhvervsmæglerne tilsammen investeringsejendomme for svimlende 88 milliarder i 2017, i 2018 lød det tal på 71 milliarder, mens det i 2019 lyder på 57 milliarder.

Årsagen? Jo, den skal blandt andet findes i politisk usikkerhed om nye regler for boligrenovering - de såkaldte §5 stk. 2-renoveringer.

Det fortæller Morten Marott Larsen, underdirektør i brancheorganisationen EjdendomDanmark.

»Jeg vil da tro, at der kommet noget endeligt med hensyn til de nye regler om boligrenovering. Jeg har svært ved at tro, at den kan trækkes ud meget længere. Det må kunne give et positivt bidrag, at de handler, der har ligget og ventet kan afsluttes i 2020,« siger han.'

Tilbagegangen betyder, at erhvervsmæglere landet over oplever en mindre omsætning i 2019 i forhold til de to forgående år. Her påpeger Børsen at erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Nogarts nettoomsætning er faldet fra 46 mio. kr. i 2018 til 30 mio. kr. i 2019, mens Peter Winther, administrerende direktør i Colliers, fortæller, at deres nedgang i transaktionsvolumen ligger i størrelsesordenen 15 procent.