Lyt til artiklen

Efter et par år med relativt få konkurser har 2022 kurs mod det største antal siden 2010, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Stigningen kommer efter en tid med ekstraordinært få konkurser under coronakrisen, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank i en analyse.

- Konkursstatistikken svinger typisk en del fra måned til måned, men tendensen er meget klar i 2022, hvor et efterslæb fra coronakrisen skubber konkurserne opad.

I november var der 345 erklærede konkurser i aktive virksomheder. Dermed fortsætter et højere niveau i år end de foregående år.

Aktive virksomheder er en betegnelse for virksomheder med ansatte eller en årlig omsætning på over en million kroner.

Fra 2011 til og med 2021 var der tre måneder, hvor over 250 aktive virksomheder gik konkurs. I 2022 alene er det sket i 5 ud af 11 måneder.

Ifølge Jeppe Juul Borre har 2022 kurs mod at blive det år med flest konkurser siden 2010.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.
Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Flere økonomer peger på flere ting, der spiller en rolle. En af dem er de coronalån, som var mulige at optage under pandemien.

Ifølge Danmarks Statistik har 43 procent af de aktive virksomheder, der er gået konkurs i 2022, tidligere modtaget et momslån.

Det behøver ikke at være årsagen til, at de går konkurs, men det kan have udskudt en konkurs, der ellers ville have optrådt i 2020 eller 2021, hvor antallet af konkurser var lavt.

- En del af konkurserne vil formentlig være indtruffet tidligere, hvis virksomhederne ikke havde haft adgang til de forskellige støtteordninger i forbindelse med covid-19, skriver Danmarks Statistik.

Coronalånene skal betales tilbage i år og næste år. Ifølge Jeppe Juul Borre har der samlet være moms- og A-skattelån for 34 milliarder kroner. De første tilbagebetalinger fandt sted 1. april og 1. juni.

Her blev 29 milliarder kroner betalt tilbage. Men der mangler indbetaling af 1,5 milliarder kroner.

- Den manglende betaling kan være et signal om, at konkurser kan være undervejs, skriver Jeppe Juul Borre.

- I den kommende tid skal 13.000 virksomheder tilbagebetale yderligere fire milliarder kroner tilbage i coronalån.

Coronalån er ikke den eneste faktor. Jeppe Juul Borre peger også på, at virksomhederne oplever langt højere priser i forbindelse med inflationen.

Det sætter ifølge Dansk Industri (DI) virksomhederne i en pine:

- Virksomheder står med store udgifter på den ene side og udsigten til en svækket efterspørgsel på den anden side.

- Det er en uheldig cocktail, som sætter nogle virksomheder i en økonomisk klemme, skriver DI's cheføkonom, Allan Sørensen, i sin analyse af konkursudviklingen.

/ritzau/