Det internationale madmekka Street Food Esbjerg må efter blot et år lukke og slukke.

Virksomheden har haft stort underskud og er gået konkurs.

Det skriver JydskeVestkysten.

Det er folkene bag madmekkaet, der åbnede på gågaden i Esbjerg sidste år i maj, der oplyser om konkursen på Facebook:

'Det er med stor beklagelse, vi må meddele, at Street Food Esbjerg A/S har måtte indgive sin konkursbegæring,' oplyses det i et opslag.

'Det var en drøm at få Street Food-konceptet til Esbjerg. Desværre har det vist sig, at drømmen ikke holdt. Vi har alle arbejdet hårdt på at få det til at fungere samt forsøgt at tilpasse konceptet,' lyder det videre i opslaget.

I opslaget forklares det, at man har arbejdet 'intenst' på at stable en løsning på benene.

'Men der er ikke lykkedes at rejse den nødvendige kapital til såvel at dække det underskud som vinteren gav eller nye tiltænkte tiltag,' lyder det.