19. november blev vindmølleproducenten Vestas ramt af et cyberangreb.

Bag angrebet står eksterne angribere, der har tilsneget sig adgang til nogle af Vestas' it-systemer. Det skriver Vestas i en pressemeddelelse.

Under angrebet blev flere af virksomhedens it-systemer låst. Og skulle de låses op igen, måtte Vestas finde den store tegnebog frem.

Men udfaldet blev ikke, som hackerne formodentlig havde håbet.

I pressemeddelelsen fortæller Henrik Andersen, direktør og administrerende direktør, at han glædeligt kan meddele, at det mislykkedes hackerne at afpresse Vestas.

Desværre nåede bagmændene inden da, på ulovlig vis, at hente data fra it-systemerne. Og det medførte trusler om offentliggørelse på en hjemmeside, hvor en nedtælling viste, hvornår hackerne ville dele materialet.

Og som sagt så gjort:

»Desværre lykkedes det for angriberne at stjæle data fra Vestas, og disse data er blevet ulovligt delt eksternt,« udtaler Henrik Andersen i pressemeddelelsen:

»For at afbøde denne situation arbejder vi hårdt på at identificere eventuelle lækkede data og vil samarbejde med berørte interessenter og myndigheder.«

I forlængelse heraf oplyses det, at det i øjeblikket undersøges, hvilke persondata der er berørt af angrebet.

Til B.T. bekræfter Anders Riis, kommunikationschef hos Vestas, ligeledes, at undersøgelserne er i fuld gang.

»Jeg kan bekræfte, at der er data, som er blevet lækket, og vi fortsætter med at undersøge omfanget, samt hvilke data der er tale om,« siger han.

I pressemeddelelsen står der, at »Vestas har grund til at tro, at de lækkede data hovedsagelig vedrører Vestas' interne forhold«.

Vestas har siden cyberangrebet forsøgt at genetablere en normal drift ved at gennemføre undersøgelser, efterforskning, restaureringsaktiviteter og hærdning af it-systemer og it-infrastruktur.

Det har resulteret i, at alle stort set alle systemer – på trods af hackerangrebet – igen er oppe og køre.