Renterne har den seneste periode været i et frit fald, og det får nu sin indflydelse på boliglån.

Både Totalkredit og Realkredit Danmark melder om at være tæt på en gennemsnitskurs på 100, og Nordea Kredit er allerede over 100. Det fjerner et populært boliglån fra markedet.

Det drejer sig om det kendte 30-årige fastforrentede 1,5 procent boliglån. Det skriver Finans.dk.

Det er nemlig sådan, at institutterne ikke må tilbyde lånet, hvis kursen er over 100.

'Der kan selvfølgelig nå at ske noget, inden dagen er ovre. Men hvis det lukker, vil det betyde, at boligkøberne fra i morgen vil få lånetilbud i lånet med 1 procent i rente.'

'Det har kun været det toneangivende én gang tidligere,' siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit til Finans.dk.

Det er blot halvanden måned siden, at det fastforrentede boliglån over 30 år på 1 procent fik sin debut, men det nåede aldrig for alvor ind på markedet, inden renten steg igen.

Lige nu er der en handelskrise mellem Kina og USA, hvor de to lande øger tolden, som gør det sværere at handle på tværs af grænserne. Det er det, som primært skaber de meget lave renter.

Det betyder nemlig, at investorerne søger mod obligationer.

Og USA’s præsident Donald Trump kan påvirke situationen endnu mere.

'Handelskrigen kan fortsat eskalere yderligere. Faktisk allerede i weekenden, hvor Trump skal beslutte om europæiske biler skal rammes af told,' forklarer Søren V. Kristensen, chefanalytiker fra Sydbank til Finans.dk

Det 30-årige 2 procentslån lukkede tidligere på året.