Det var over stregen, da en DR-ansat på Facebook kaldte Aftenshowet for nosseløst og kikset.

En ansat i DR gik for vidt, da hun på Facebook kaldte tv-programmet Aftenshowet for den mest nosseløse, uprofessionelle, kiksede omgang lorte "journalistik" i dansk fjernsyn. Ever!"

Den ansatte var for grov i sit ordvalg. Det konkluderer Ombudsmanden i en redegørelse om sagen.

- Offentligt ansatte er i deres fulde ret til at kritisere deres arbejdsplads offentligt. Også i meget skarpe vendinger. Men sagen her er et eksempel på, at man kan være for grov i sit ordvalg, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen om sagen i en pressemeddelelse.

Ifølge Ombudsmanden slår reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed fast, at ytringer ikke må have en urimeligt grov form.

Ifølge Ombudsmanden har arbejdsgiveren DR dog også begået fejl i sagen. Ledelsen tvivlede på den ansattes loyalitet og antydede, at hun som tillidsrepræsentant er særligt begrænset i sin ytringsfrihed.

- Hverken rollen som tillidsrepræsentant eller den såkaldte loyalitetspligt begrænser nemlig ytringsfriheden, lyder det.

Sagen endte med, at den ansatte i DR fik en henstilling om at undgå den slags ytringer i fremtiden.

/ritzau/