Pizzakæden Domino's gik lørdag konkurs i Danmark. Forretningsmodellen kunne ikke holde til skandalerne, lyder det fra bestyrelsesmedlem i den danske del af kæden Hans Barslund.

»Forretningen kan ikke bære, og det har vi har meldt ud til dem, det vedrører direkte. Medarbejdere, kreditorer og udlejere af lejemål. Mere har jeg ikke at sige til dig,« siger han til Børsen.

Konkursen blev ikke meldt offentligt ud, men kom derimod frem, da blandt andet B.T. forsøgte at ringe til kæden.

I stedet for at man kom igennem til en medarbejder lød en automatisk telefonsvarer:

»Domino's er desværre gået konkurs i Danmark, og det er ikke længere muligt at bestille pizzaer.«

Derudover er kædens hjemmeside lukket fuldstændig ned.

Nedturen for Domino’s Pizza tog til i fart i januar, hvor kæden lukkede to pizzeriaer, og hvorved Domino's havde lukket knap hver tredje restaurant, siden de blev ramt af en fødevareskandale i slutningen af september 2018.

Det viser dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Lørdag, efter konkursen kom frem, var ekspert i kommunikation og branding Henrik Byagers dom ikke mild:

»Danskerne har vendt Domino's ryggen efter fødevareskandalen. De færreste kommer til at savne kæden,« sagde han til B.T.

»Deres pizzaer var ikke interessante nok. Domino's slog sig op på lav pris og især billige frokostpizzaer. Det var et anonymt produkt, som danskerne ikke var loyale over for.«

»Derfor vendte kunderne ikke tilbage efter fødevareskandalen. Der var simpelthen bedre alternativer på markedet. De fleste forbrugere efterspørger pizzaer i bedre kvalitet,« siger Henrik Byager.

Domino's pizzaer blev markedsført som meget billige.
Domino's pizzaer blev markedsført som meget billige. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

Domino's nedtur startede for alvor, da pizzakæden 27. september 2018 i 'Operation X' blev afsløret i fusk med datomærkning af råvarer.

I forbindelse med programmet besøgte Fødevarestyrelsens Rejsehold alle 31 Domino's-restauranter, og i 22 af dem endte besøget med en sanktion. 15 af pizzeriaerne havde problemer med datomærkning af råvarer.

Skandalen fik allerede konsekvenser 10. oktober, da Domino's lukkede to restauranter. 15. oktober informerede Domino's så igen Fødevarestyrelsen om yderligere fem lukninger.

Det blev ikke sidste gang.

7. januar i år fortsatte nedturen, da Domino's meldte til Fødevarestyrelsen, at man lukkede restauranterne i Herlev og Glostrup.

Det viser dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Dermed lukkede Domino's knap hver tredje restaurant i Danmark på bare tre måneder.

Hos Domino's erkendte man i en e-mail til B.T., at 2018 har været et svært år, og at det 'ikke har været godt nok'.