ISS' omsætning steg, men eksterne faktorer som valuta og amerikansk lovgivning får overskuddet til at falde.

København. 2017 blev ikke lige så gyldent et år for servicevirksomheden ISS som året forinden.

Selskabet kommer ud af det seneste regnskabsår med et resultat efter skat på lige godt 2 milliarder kroner mod 2,2 milliarder året forinden.

Det sker på trods af, at selskabets omsætning voksede med to procent.

Årsagen er imidlertid i høj grad eksterne faktorer som den lave dollarkurs og den nye amerikanske skattereform, som har ført til en devaluering af koncernens amerikanske skattetilgodehavende.

Koncernchef Jeff Gravenhorst kalder året "tilfredsstillende" og fokuserer i sine kommentarer til regnskabet på de positive resultater.

- I 2017 oplevede vi også betydelig kommerciel succes ved at vinde nye kernekundekontrakter, herunder Deutsche Telekom og Shire, en femårig forlængelse af vores partnerskab med Barclays og en forlængelse af vores langvarige samarbejde med Hewlett Packard Enterprise frem til 2021, siger han.

ISS omsatte for 79,9 milliarder kroner sidste år i modsætning til 2016, hvor man solgte ydelser for 78,5 milliarder kroner.

Den organiske omsætningsvækst - hvor man ikke regner opkøb og ikke-fortsættende selskaber med - lød på 2,4 procent.

Året forinden præsterede ISS en omsætningsvækst på 3,4 procent.

Omsætningen i Danmark udgør 3,4 milliarder kroner eller fire procent af den samlede omsætning i koncernen.

/ritzau/