Tre reklamefilm fra modehuset Dolce & Gabbana har vakt sådan en vrede i Kina, at selskabets to stiftere nu undskylder.
»I lyset af vores kulturelle misforståelse, så håber vi at kunne gøre os fortjent til jeres tilgivelse,« siger Domenico Dolce i en 85-sekunders video med kinesiske undertekster, der er blevet bragt på Weibo, et af de største sociale medier i Kina.
I en af reklamefilmene ses for eksempel en kinesisk kvinde, der forsøger at spise spaghetti og pizza med spisepinde, ifølge reuters.. Reklamerne kørte op til et modeshow i Shanghai, som det italienske modehus i sidste ende endte med at aflyse.
Adskillige kendisser og brugere har boycottet Dolce & Gabbana i kølvandet på reklamerne, der er blevet kaldt racistiske og respektløse.
Tusindvis af selskabets varer er samtidig blevet fjernet fra kinesiske netbutikker som Alibaba og JD.com, fortæller CNN.
Onlinehandelsplatformen Yangmatou har ifølge CNN fjernet op mod 58.000 Dolce & Gabbana-produkter.
»Vi vil aldrig glemme denne oplevelse og lektie, og denne slags ting vil aldrig ske igen,« siger Stefano Gabbana i videoen, hvor begge modeskabere også undskylder på mandarin.
Kinesiske forbruger spenderer godt 48 milliarder kroner på luksusvarer ifølge konsulentfirmaet McKinsey. Det er næsten en tredjedel af salget på det globale marked.



