Der har sjældent været en større krig om danskernes penge, end den som supermarkederne udkæmper netop nu.

Krigen har blandt andet medført, at Føtex har sat prisen ned på tusindvis af varer i forbindelse med 'Føtæsk'-kampagnen, og nu er Lidl fulgt trop.

»Det koster mange penge at sætte priserne ned, men vi tror, det vil give flere kunder i fremtiden. Føtex skal ikke længere opfattes som værende et dyrt sted at handle,« sagde sortimentschef i Føtex Tore Nederland til finans.dk i forbindelse med prisnedsættelsen.

Han forklarer, at målet er at stjæle kunder fra ikke kun konkurrenter som Meny og Kvickly, men også discountkæder som Rema 1000 og Lidl. Efterfølgende er Coop også gået ind i krigen ved at følge Føtex' eksempel og sænke prisen på over 1000 varer i deres supermarkeder.

Ifølge detailhandelsekspert Bruno Christensen kan Føtex' aggressive kampagne meget vel give bonus og gøre dem og dermed ejeren Salling til vinderen af priskrigen mod Coop, Rema 1000 og Aldi.

»En priskrig har som regel aldrig en vinder, for alle taber penge. Når krigen svinder ind, vil nogen dog stå tilbage med at have flyttet kunder fra andre kæder og derved har vundet markedsandele,« siger han til B.T.

»Når man kigger på discountkæderne, Aldi, Lidl, Netto og Rema 1000, så holder de hinanden i skak, og der bliver ikke flyttet så mange omsætningskroner. Men Føtex er de mest aggressive, så jeg gætter på, at de vinder flest kunder i øjeblikket,« siger Bruno Christensen.

Han fremhæver, at priser og beliggenhed er de to vigtigste faktorer, når vi vælger, hvor vi skal handle, mens det betyder langt mindre, hvilket brand de har.

B.T. vil dog gerne lige vide, hvilket supermarked I læsere opfatter som det 'fineste' at handle i, og hvilket man helst ikke skal blive set i.