Hvis du køber dine dagligvarer i Rema 1000, Aldi, Fakta, Netto eller Lidl, kan du i løbet af det kommende år få kortere til din dagligvarebutik.

Flere danske discountkæder varsler nemlig nye butiksåbninger, skriver netmediet Fødevarewatch.

Mindst 43 nye butikker drømmer de landsdækkende discountkæder om at åbne i det kommende år.

De fem landsdækkende discountkæder har tilsammen 1.475 butikker, hvilket stort set er samme antal som for fem år siden, viser tal fra årbogen Retail Institute Scandinavia. Men går alt som discountcheferne drømmer om, vil der ved udgangen af 2019 være mellem 43 og 63 nye butikker i Danmark.

Netto har i dag 503 butikker i Danmark, men ifølge kommunikationschef i Salling Group Kasper Reggelsen regner kæden med at åbne 12-15 butikker i løbet af året.

Fakta har 356 butikker, men satser på at nå op på 360 ved udgangen af 2019. Fakta har tidligere haft flere butikker, men har lukket en stribe butikker de senere år, fordi de ikke kunne løbe rundt.

Norskbaserede Rema 1000 har 328 butikker, men har ambitioner om at åbne mellem 15 og 25 nye butikker hvert  år - også i 2019.

Tyskejede Aldi har tabt terræn de seneste år. Kæden, der gjorde sin entre på det danske dagligvaremarked i 1977, har de seneste fem år lukket 141 butikker og har i dag 182 danske butikker tilbage. Kæden vil ikke udtale sig om sine planer for 2019.

Den anden tyskejede discountkæde - Lidl - har de seneste to år åbnet 12 nye butikker og er nu oppe på 117 danske butikker. I 2019 planlægger forretningen at åbne på 10-15 nye adresser i Danmark.