Netto er vinder af den discount-krig, der har udspillet sig i Danmark de senere år. Det mener Bruno Christensen, ekspert i detailhandel, efter Dansk Supermarked, der ejer Netto, nu har offentliggjort regnskabet for 2017. Her afsløres det, at Netto i 2017 havde sit bedste år nogensinde.

Dansk Supermarked, der står bag Netto, Føtex, Bilka og Salling, landede sidste år en omsætning på 58,8 milliarder, hvilket er en lille milliard mere end i 2016, viser selskabets årsregnskab. 2017-overskuddet var på 2,2 milliarder kroner.

Administrerende direktør i Dansk Supermarked, Per Bank, pointerer i en pressemeddelelse, at milliardoverskuddet især skyldes Netto.

Bruno Christensen, ekspert i detailhandel i mere end 50 år, er ikke i tvivl om, at Netto er den helt store vinder.

»Netto er discount-vinderen. Det er den største dagligvarekæde, du har i Danmark målt på omsætning og antal butikker,« siger Bruno Christensen, som også pointerer, at Dansk Supermarkeds overskud på mere end to milliarder kroner, er 'suverænt flot'. Ikke kun i Danmark, men også i hele Europa.

Flemming Birch, der de seneste 15 år har arbejdet som konsulent for detailhandlen, mener særligt, Netto er førende på to punkter.

»Netto var de første, der begyndte at sælge økologi billigt. Og så er Netto gode til 'spotvarer' - det er også noget andre kæder tager op, men ikke med samme talent. Netto er gode til at finde relevante varer. Og når man går i Netto kan man få det hele - både discount og Løgismose. Man kan sagtens nøjes med Netto. Sådan var det ikke for ti år siden. Der skulle du også en tur i Føtex eller i SuperBrugsen,« siger Flemming Birch.

Det spiller også ind, at Netto med 455 butikker er Danmarks største dagligvarekæde.

»Alle danskere har en Netto i nærheden - det hjælper lidt på det. De har været de største længe, og de fastholder den position,« siger han.

Konkurrenten fremstår slidt

Netto er også i gang med at renovere butikkerne. Det er ifølge Flemming Birch også grunden til, at Nettos store konkurrent, Coop-ejede Fakta, halter bagud.

»Danskerne er trætte af slidte Netto'er. Nu vil Dansk Supermarked modernisere butikkerne, så man får en mere pæn Netto - mere i stil med Rema 1000. Og det kommer ikke til at påvirke discountpriserne,« siger Flemming Birch.

Ifølge Flemming Birch skal der mere til end bare lave priser, hvis Netto skal bevare førstepladsen.

»Det er først og fremmest en kamp om folks pengepung - men det er også en kamp om folks hjerter. Kampen om danskernes hjerter har Fakta ikke vundet, selvom Fakta på overfladen har de samme priser og ligner noget, vi kender. Der er også et 'image', der gør, at flere vælger Netto - mange forbinder Fakta med noget 'slidt',« siger Flemming Birch.