Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det vakte enorm opmærksomhed, da Frank Jensen i oktober 2020 trak sig som overborgmester i København på grund af en stribe seksuelle krænkelser.

Men for den direktør, der netop har hentet Frank Jensen over i bestyrelsen i sine to firmaer, er det et stort spørgsmål, hvorfor han trak sig som overborgmester.

Det var erhvervsmediet finans.dk, der først bragte nyheden om den tidligere overborgmesters nye poster.

B.T. har ringet til Theis Rinaldo Andersen, der er direktør i de to selskaber med navnene Nordic Oily Waste og Marine Partner, hvor Frank Jensen i maj har fået lønnede bestyrelsesposter.

Det fyldte alles opmærksomhed, da Frank Jensen gik af som overborgmester på grund af krænkelser. Men åbenbart ikke direktøren, der lige har hentet ham til at sidde i bestyrelsen i to selskaber.
Det fyldte alles opmærksomhed, da Frank Jensen gik af som overborgmester på grund af krænkelser. Men åbenbart ikke direktøren, der lige har hentet ham til at sidde i bestyrelsen i to selskaber. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Hvordan kan det være, at du har valgt Frank Jensen til at sidde i bestyrelsen?

»Jeg vil skynde mig at sige, at såvidt jeg ved, så er der ikke nogen sag eller dom eller noget som helst, der gør, at han har noget i klemme. Han valgte at stoppe som overborgmester, det er korrekt, men hvorfor han gjorde det, det ved jeg ikke lige,« siger direktøren og tilføjer, at han kører bil, så underdirektøren vil ringe tilbage.

Nu har jeg dig i røret som direktøren. Jeg vil gerne høre, hvad der er årsagen til, at han er kommet ind i bestyrelserne med de sager om krænkelser, der har været?

»Jeg forholder mig slet ikke til de der sager overhovedet. Det er i mine øjne history. Det, jeg forholder mig til, er, at han er en dygtig og kompetent fyr,« siger Theis Rinaldo Andersen og tilføjer:

»Han har hjulpet mig i sit konsulentfirma, og jeg har sat rigtig stor pris på hans måde at være på, og derfor var det helt oplagt at spørge ham, om han vil være del af bestyrelsen.«

Ved sin afgang sagde Frank Jensen ellers meget klart, at han trak sig som overborgmester på grund af krænkelserne.

»Jeg har bestræbt mig på at være en del af løsningen (på krænkelseskulturen, red.) i stedet for en del af problemet. Men det ser ikke rigtig ud til at være muligt. Derfor forlader jeg, Frank Jensen, posten som overborgmester i dag,« lød det fra Frank Jensen, da han foran pressen fortalte om sin afgang.

Har du slet ikke gjort dig nogen tanker om, at der er kvinder, der har følt sig krænket, og det er derfor, han trak sig som overborgmester?

»Rasmus ringer til dig. Jeg fornemmer, at forbindelsen er dårlig. Jeg tror, at Rasmus ringer til dig,« siger direktøren.

Jeg kan sagtens høre, hvad du siger…

Mere når B.T. ikke at spørge om, da forbindelsen går ud.

Syv minutter efter bliver B.T. så ringet op af Rasmus Ricks Sandberg, der er navnet på underdirektøren i firmaerne.

»Frank Jensen er kommet ind i bestyrelsen på grund af sine kompetencer. Så det er derfor,« siger han.

Men hvordan ser du på de sager om krænkelser, der jo også hører til Frank Jensen?

»Jeg har ikke nogen kommentarer til det,« siger underdirektøren.

Har I talt med Frank Jensen om, at der ikke må ske sådan noget igen, når I holder arrangementer?

»Nej, det er der ikke blevet talt om. Han er kommet ind i bestyrelsen, fordi han har en masse kompetencer, og det er det, vi lægger vægt på,« siger han.

At en række kvinder har følt sig krænket, har så ikke haft nogen betydning, da han kom ind i bestyrelsen?

»Han er kommet ind i bestyrelsen, fordi han har en masse kompetencer. Han er ikke dømt for noget. Der har været nogen ting, og så har han valgt at trække sig. Mere kender jeg ikke til det,« siger Rasmus Ricks Sandberg.

B.T. har forsøgt at få kommentar fra Frank Jensen, men han har ikke svaret på henvendelsen.

Til finans.dk vil han dog godt kommentere på sine nye bestyrelsesposter.

»Jeg har jo arbejdet som konsulent for virksomheden, og den tillid, der er bygget op derigennem, har ført til, at ejeren spurgte, om jeg ville træde til i bestyrelsen,« siger Frank Jensen til mediet.

Andre læser også