Administrerende direktør i Coop siden 2013 Peter Høgsted stopper senest med udgangen af i år.

Man forventer at have fundet den nye administrerende direktør inden årets udgang. Indtil da fortsætter Peter Høgsted i jobbet.

De seneste år har budt på resultatforbedringer i Coop, og at dømme efter årets første otte måneder kommer 2020-resultatet til også at være tilfredsstillende, står der i en pressemeddelelse.

Men efter Corona-krisen forventer Coop en økonomisk afmatning, som betyder, at forbrugerne vil være mere tilbageholdende.

»Derfor skal vi forberede os på en fase, hvor effektivisering, omkostningsbesparelser og styrkelse af lavpriskoncepterne bliver afgørende for Coops konkurrencedygtighed,« siger bestyrelsesformand Lasse Bolander.

»Den kommende administrererende direktørs opgave bliver at forstærke fokus på effektiv drift af hele organisationen, af alle kæder og ikke mindst et stærkt samarbejde i hele Coop-familien.«

Bestyrelsesformanden roser Peter Høgsted for den store transformation af Coop, hvor han har sat 'ny dagsorden i dansk dagligvarehandel'.