Forbruget af svinekød er styrtdykket i hele Europa.

Og det har efterladt Danish Crown midt i et historisk stormvejr, hvor firmaet er tvunget til at hæve priserne yderligere. I sidste ende forventes det at trykke forbruget endnu længere ned i sølet.

Det skriver Finans, der har snakket med Jais Valeur, administrerende direktør for Danish Crown.

Jais Valeur forklarer, at han har været i branchen i 36 år. Han har aldrig set noget lignende og kalder det »aktuelle fald i forbruget fuldstændig uhørt stort.«

»Forbruget falder som en sten i Europa. Det varierer afhængig af marked og udskæring, men generelt ser vi fald i niveauet 5-15 procent på salget af grisekød i detailhandlen. Det er udtryk for, at forbrugerne skærer helt vildt ned for øjeblikket,« fortæller Jais Valeur yderligere.

Det er ikke kun salget af svinekød, som er faldet.

For salget af oksekød, mejeriprodukter og andre fødevarer er også i løbet de seneste måneder faldet markant i det meste af Europa. Blandt andet på grund af stigende priser.

Jais Valeur oplyser, at den danske kødgigant Danish Crown i dette regnskabsår foreløbig har hævet salgspriserne med 5 milliarder kroner. Dette er dog imidlertid langtfra nok.