Blot syv måneder efter han begyndte i jobbet, er Silvans økonomidirektør Jesper Blauenfeldt færdig i kæden.

Officielt lyder begrundelsen, at økonomidirektøren stopper af personlige årsager, og at det således er helt udramatisk, men noget uro er der på chefgangen.

»Jeg har mine egne personlige holdninger til, hvordan det her skal styres - eller hvordan Silvan skal drives - og vi er jo alle sammen nye (i direktionen, red.). Silvan har kun stået på egne ben i halvandet år efter udskillelsen fra Stark Group, så det er helt naturligt, at man lige skal finde sig selv og hinanden,« siger Jesper Blauenfeldt til Dagbladet Børsen.

Jesper Blauenfeldt fratrådte i december 2018 og efterlader sig en kæde, der kæmper med blodrøde tal i millionklassen.

Efter at være kommet ud med et bragende underskud på små 45 millioner kroner stod direktør Jesper Lien i spidsen for en ny strategi, hvor man vil fokusere mere på boligtilbehør, herunder pyntepuder.

Strategien skal øge markedsandelen og bringe flere kvinder ind i de 43 byggemarkeder over hele landet, hvor broderparten af kunderne traditionelt er mænd.

Stark-koncernen solgte i 2017 Silvan til den tyske kapitalfond Aurelius i en trecifret millionhandel.

Kæden omsætter for omkring 1,6 milliarder kroner og er en af de største spillere på gør-det-selv-markedet herhjemme.