Efter otte år på direktørposten er Holger Brodersen nu fortid på Hotel Christiansminde i Svendborg.

Den 61-årige mand er nemlig blevet opsagt med øjeblikkelig virkning.

Opsigelsen skyldes, at Arbejdstilsynet har kunnet konstatere store problemer med det psykiske arbejdsmiljø på hotellet, lyder det i en pressemeddelelse.

Hotel Christiansminde er ejet af fagforbundet HK, og her ser man med stor alvor på sagen.

»Det er naturligvis uacceptabelt og fuldstændig uforeneligt med bestyrelsens ønsker til et sundt arbejdsmarked - både fysisk og psykisk - at de ansatte her på Christiansminde oplever stor psykisk belastning,« udtaler Martin Rasmussen, der er næstformand i HK og bestyrelsesformand på Hotel Christiansminde, i pressemeddelelsen.

Han fortsætter:

»Det er aldrig en sjov beslutning at træffe, når man skal sige farvel til en medarbejder, men bestyrelsens vigtigste opgave har været at hjælpe medarbejderne.«

Bestyrelsen skal nu på jagt efter en ny direktør. Men indtil en sådan er på plads, er der dog fundet en midlertidig løsning:

Hans Jørgen Simonsen, som er regnskabschef hos Hotel Christiansminde, vil foreløbigt være konstitueret direktør.

B.T. har uden held forsøgt at få et interview med Holger Brodersen om sagen.

Han satte sig i direktørstolen på hotellet tilbage i 2011 og erstattede dermed Lene Frahm.

Før det har han blandt andet været administrerende direktør for Odense Congress Center og hotelchef på Hotel Australia i Vejle.