Den historiske Restaurant Carlslund lukkede ligesom alle andre restauranter efter påbud fra regeringen. Det har medført, at restauranten nu er gået konkurs.

Noget, som direktøren bag restauranten, Jacob Høffner, er meget ramt af.

Det fortæller han i et interview med Fyens.dk.

Restaurant Carlslund blev i 2015 udsat for en påsat brand, og lige siden har direktøren kæmpet for at få restauranten op at køre igen efter, at den også havde fået nye ejere.

Den kommende sommer skulle havde været med til at bevise, at restauranten nu for alvor var tilbage, men det bliver ikke til noget nu:

»Jeg synes virkeligt, at jeg er ramt af det her. Jeg har ligget vandret i de seneste år for at få Carlslund på benene igen. Og vi var så klar til en fantastisk sommer med et musikprogram til 12 lørdage og en sommerrevy, der også ville trække en masse kunder til. Pludseligt er det hele væk på et øjeblik. Man mister alt på tre uger, uden at man kan gøre noget som helst ved det. Jeg er ikke bitter, men luften er bare gået fuldstændigt af ballonen,« siger Jacob Høffner.

44-årige Jacob Høffner fortæller, at han selvfølgelig er ked af, at folk, der har gavekort eller havde planlagt at holde fest eller konfirmation på stedet, ikke kan komme til det.

Derudover er han også ked af det over, at han har måtte opsige 15 medarbejdere, der nu står uden job i en svær tid for restaurationsbranchen.

Selvom regeringen er kommet med diverse hjælpepakker for blandt andet at hjælpe restauranter som Carlslund, så er usikkerheden omkring coronakrisen og dens varighed fortsat for stor til, at man kunne holde restauranten kørende, mener Jacob Høffner.

Den 44-årige direktør har ingen aktuelle planer om at genåbne restauranten i et nyt selskab efter krisen.

Han fortæller, at han lige nu kun tænker på de mennesker, som konkursen nu går ud over.

Carlslund blev opført i 1871 af kammerherre Chr. Benzon.