Corona, nedlukninger og usikkerhed. 2020 har for mange været et år, der krævede en ekstra indsats.

Og den ekstraordinære indstats skal naturligvis belønnes.

I hvert fald hvis du spørger Alex Laursen.

Han er administerende direktør for hydraulik-virksomheden Serman & Tipsmark med base i Brønderslev.

Ifølge Nordjyske har han nemlig delt 7.500 kroner ekstra ud i lønposerne til samtlige 42 ansatte i Serman & Tipsmark - samme beløb til arbejdsdrengen som til direktøren. Dette som tak for en ekstraordinær indsats i 2020.

Serman & Tipsmark havde ellers frygtet et hårdt økonomisk år. Derfor var planen, at lønnen skulle sættes på pause:

»Vi stod jo i foråret sidste år og kiggede ind i en fremtid, vi ikke vidste, hvad ville bringe. Belært af finanskrisen reagerede vi med det samme, og derfor gik vi også til medarbejderne og aftalte, at vi satte lønnen på pausen i 2020, indtil vi kendte årets resultat,« siger Alex Laursen til Nordjyske.

Heldigvis gik det meget bedre end frygtet.

Virksomhedens omsætning endte nemlig på 67,1 millioner kroner, og overskuddet før skat lød på 3,2 millioner kroner.

Og netop fordi Serman & Tipsmark kom så fornuftigt gennem 'coronaåret', var det på sin plads, at det også falder tilbage på medarbejderne med en bonus.

Det siger Alex Larusen til Nordjyske, der desuden fortæller, at medarbejderne blev meget overraskede og glade.