Fra 200 til 430 kroner.

Så stor er forskellen i prisen på en fem kilometerlang taxitur med selskabet Taxi 4x27 30. december og 31. december.

Regler i den nye taxilov giver nemlig taxiselskaberne mulighed for at fastsætte særlige priser på bestemte dage (24.-26. december, 31. december og 1. januar), og den bold har Taxa 4x35, Taxi 4x27 og flere andre grebet med glæde.

Prisen på din taxitur er normalt en sum af start-, kilometer- og minuttakst, så det er ikke ligefrem et klassisk eksempel på hovedregning, når du skal regne prisen på din taxitur nytårsaften ud.

Men her hjælper B.T. dig.

Med udgangspunkt i en tænkt taxitur på fem kilometer, der tager 15 minutter at tilbagelægge, giver B.T. dig et nationalt overblik over, hvor meget det rent faktisk vil smerte din bankkonto at hoppe ind i en hyrevogn med en pose fyrværkeri på årets sidste dag.

Og hvis du ikke synes, at det spritnye nytårskluns, de dyre bomberør, den grimme glimmerhat og gourmet-cateringmenuen er nok til at sende din lønkonto mod afgrunden, så kan du komme en knivspids tættere på et opkald fra bankrådgiveren ved at spejde efter en Taxi 4x27-vogn nytårsaften i København.

Her skal du nemlig slippe intet mindre end 430 kroner for at køre den fem kilometerlange tur hjem, der altså i B.T.'s tænkte eksempel varer 15 minutter.

Det svarer til en minutpris på 28,6 kroner. Og så er det ikke engang sikkert, at du selv må vælge radiostationen.

Til gengæld kan du sætte dig ind i den samme hyrevogn med samme chauffør dagen før - den 30. december - og slippe med 200 kroner.

Du skal også budgettere med en dyrere taxitur nytårsaften, hvis du bor i H.C. Andersens barndomsby, Odense.

Sætter du dig nytårsaften ind i en taxi fra selskabet Taxa Syd, der betjener kunder i Odense og flere andre fynske byer, koster turen på fem kilometer nemlig 301 kroner.

På en normal helligdag vil samme tur med Taxa Syd koste dig 216 kroner.

Og nu kommer overraskelsen.

For har du som aarhusianer siddet og ventet på at finde ud af, om du skal forkæles med taxi eller nøjes med den ildelugtende natbus nytårsaften?

Så er der godt nyt.

I Aarhus kan du nemlig rette kikkerten mod en taxi fra Aarhus Taxa. Selskabet ændrer slet ikke deres priser i de enkelte jule- og nytårsdage.

Her koster fem kilometer-turen 205 kroner i aften, i morgen aften og nytårsaften.

Længere nord på i Aalborg er forklaringen til gengæld en tand mere kompliceret.

Her er Dantaxi 4x48 den største taxispiller, og i år er situationen den, at nogle af deres taxier kører med såkaldt gamle tilladelser, mens andre kører med nye tilladelser.

I praksis betyder det, at biler med den gamle tilladelse kører efter nogle kommunalt bestemte takster, der ikke kan laves om på særlige dage, mens taxier med ny tilladelse kører efter de specielle takster, som Dantaxi 4x48 har fastsat i eksempelvis København.

Forskellen kan ses ved, at taxierne med de gamle tilladelser har en grøn metalplade bag på bilen med et godkendelsesnummer, mens de dyrere biler kan spottes ved, at et ottecifret godkendelsesnummer står på siden af bilen.

Det har ikke været muligt at få prisen på en tur med den gamle tilladelse, men i en taxi med ny tilladelse koster den fem kilometerlange tur 273 kroner nytårsaften.

Situationen er den samme, hvis du fanger en Dantaxi i Aarhus. Her skal du altså, som tidligere nævnt, gå efter Aarhus Taxa, hvis du ønsker det billige alternativ.