Det Nordjyske Mediehus - der tidligere havde navnet Nordjyske Medier - omsatte i 2020 for 666 millioner kroner. Det er et fald på 12 procent i forhold til 2019.
Mediekoncernen kom ud af 2020 med et overskud på ti millioner kroner. Den havde underskud i 2019 og 2018.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Nordjyske Mediehus, der torsdag har fremlagt årsregnskabet.
Det Nordjyske Mediehus, der har hovedsæde i Aalborg, omfatter mere end 25 lokale og regionale medier.
Ligesom de seneste år var 2020 præget af en digital transformation, oplyser mediekoncernen.
Pakkedistribution har kunnet kompensere for faldet i reklame- og avisomdeling.
- Det Nordjyske Mediehus valgte blandt andet at udvide pakkedistributionen i forlængelse af nedlukningen af Nordjylland, så nordjyderne i højere grad kunne afsende- og modtage pakker på flere adresser end tidligere, skriver koncernen, der har et distributionsselskab.
Læserne går væk fra print og henimod digitale udgivelser, og det har betydet, at koncernen har "gennemført nødvendige personaletilpasninger".
Man har blandt andet frasolgt trykkeriaktiviteten.
Det var onsdag, at Nordjyske Medier skiftede navn til Det Nordjyske Mediehus. Ifølge koncernen skal det medvirke til at "binde Nordjylland yderligere sammen".
/ritzau/
