Det kan være svært og nervepirrende at sælge sig selv til en jobsamtale, for siger man det forkerte, risikerer man at blive afvist.

Men hvad er det egentlig cheferne vil have? Og er der noget, man bare iKKE må sige? - Ja, det er der faktisk.

Der er selvfølgelig alle de klassiske klicheer, som cheferne har hørt tusindevis af gange, om hvor »motiveret« en »holdspiller«, og hvor »dedikeret« du er.

Men faktisk er der en række andre ord, som du bør undgå til jobsamtalen, hvis du vil sælge dig selv bedst muligt. Det skriver Mirror.

Det første buzzord, du skal holde dig fra, er »åbenlyst«. Ifølge Jason Walker, der er direktør for rekruteringsfirmaet Hays, må man aldrig antage at noget er åbenlyst.

Det er nemlig ikke et godt signal at sende, at du allerede kender alle svarene.

Det næste ord, du skal undgå, er »vi«.

Til en jobsamtale er det mindre vigtigt for cheferne at vide, hvor stort et overskud I fik sidste år på din nuværende arbejdsplads. For en kommende arbejdsgiver er det vigtigere at vide, hvilket område du har ansvar for, og hvordan du arbejder.

»Arbejdsnarkoman« er også et ord, der får hårene til at rejse sig på cheferne til jobsamtalen.

Ifølge Jason Walker er det ikke imponerende for en kommende chef at vide, at din største kvalitet er, at du arbejder meget og hårdt.

I stedet bør du være konkret omkring, præcis hvordan du er god til dig arbejde, og hvilke kvalifikationer du har.

Det samme gælder »udfordring«. Der ifølge Ian Scott, chef i Randstad Technologies, er det et ord uden substans, som alle chefer ser lige igennem.

Det sidste ord på listen over de værste ting, du kan sige til en jobsamtale, er »forandringer«.

Ifølge Ian Scott kan de færrste mennesker egentlig lide forandringer, når det kommer til stykket. Vi er for det meste tiltrukket af stabilitet og komfort.

Men hvis man virkelig tænder på forandringer, er det vigtigt, at budskabet når tydeligt og oprigtigt frem.

Så vil du være stillet lidt bedre til din næste jobsamtale så undgå i det mindste ordene »åbenlyst«, »vi«, »arbejdsnarkoman«, »udfordringer« og »forandringer«.