Sidste år lukkede Wood Wood fysiske butikker både i Danmark og i udlandet. Nu er tøjmærket begæret konkurs.

Det danske tøjmærke Wood Wood er mandag blevet begæret konkurs.

Det oplyser Mads Lunøe, der er administrerende direktør i moderselskabet Carrington, der ejer Wood Wood, i en mail til TV 2 Kosmopol.

Konkursbegæringen er indgivet hos Sø- og Handelsretten, skriver mediet.

Ifølge TV 2 Kosmopol fremgår det af en udsendt pressemeddelelse, at Wood Wood håber at kunne videreføre virksomheden "i en eller anden form".

Henrik Selchau Poulsen fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle, som er kurator i boet, siger, at der er tale om et "velkendt og stærkt brand".

- Vi har allerede kontakt til flere mulige købere, så der kommer til at være en struktureret proces over de kommende 14 dage, hvor vi vil række ud til forskellige køberemner og drøfte mulige konstellationer, som kunne være interessante.

- Også af den årsag opretholdes dele af driften foreløbig under konkursperioden, herunder med henblik på at kunne gennemføre et allerede planlagt lagersalg senere på ugen, lyder det.

Kuratoren siger at efter at have forhørt sig i branchen "er vi fortrøstningsfulde i forhold til at finde en køber, der vil overtage aktiviteterne".

I efteråret 2023 lukkede Wood Wood en række butikker, herunder en afdeling i London-bydelen Soho og i Berlin.

Lukningerne kom, oven i at man tidligere på året havde lukket butikker i Aarhus, Frederiksberg og på en anden lokation i Berlin.

Wood Wood kom ud af 2022 med underskud på 32 millioner kroner, viste årsregnskabet fra Carrington i sommeren 2023. Året før var det på 2,6 millioner kroner.

Det blev besluttet at reducere detailfodaftrykket - det vil sige skære ned i antallet af butikker.

Wood Wood har mere end 20 år som et etableret navn på den danske modescene bag sig.

Mærket blev stiftet i 2002. Her åbnede tre danske designere deres første butik i Krystalgade i København.

Siden har Wood Wood blandt andet lavet kollektioner med store mærker som Disney og Salomon.

I 2015 var Wood Wood blandt de få butikker, hvor man kunne købe de eftertragtede Yeezy-sko, som Adidas og rapperen Kanye West, nu Ye, stod bag.

/ritzau/