Det store danske modetøjsfirma Nümph, som står bag mærkerne Nümph, And Less og Anerkjendt, er blevet solgt.

Efter otte år som hovedaktionær har kapitalfonden Capidea Kapital solgt Nümph til Ronald Holding med den tidligere DR-generaldirektør Kenneth Plummer i spidsen.

»Salget til Ronald er en sikkerhed for investeringer i fremtiden og den fortsatte udvikling af virksomheden. Det er en fordel, at de nye ejere kender branchen og de markedsforhold, der gør sig gældende, så hele medarbejderstaben kan have fokus på udviklingen af forretningen,« siger bestyrelsesformand i Nümph Knud Hjort-Madsen til Dansk Mode & Textil.

Kenneth Plummer bekræfter, at Ronald Holding nu er eneejer af modetøjsfirmaet.

»Det er en god, sund og interessant virksomhed, som vi gerne vil arbejde videre med,« siger han til Finans.

Ronald Holding står bag driftsselskabet Ronald A/S, som blandt andet producerer og sælger smykker, sko og tøj til store modehuse og detailkæder i Danmark, Norge og Sverige.

Det fremgår ikke, hvor meget Ronald Holding har betalt for Nümph.

Nümph har efter en periode med underskud fået vendt udviklingen. Det seneste regnskab viste et overskud på fem millioner kroner.