En tom fabriksejendom i Horsens er nu blevet købt af Nine United, som er et af selskaberne bag design-succesen Hay.

En stor ejendom har stået ledig siden årsskiftet i 2018, men nu skal den være hjem for lækre designermøbler.

»Det er en meget god beliggenhed og en god og flot bygning, som vi ser mange muligheder i,« siger Ole Stürup, ejendomsansvarlig i Nine United Properties Denmark A/S til Horsens Folkeblad.

De nye ejere vil ikke ud med megen information om, hvad ejendommen skal bruges til, men de afslører, at den skal huse et stort lagersalg.

Det drejer sig om en 6000 kvadratmeter ejendom på Hattingvej i Horsens, som tidligere har været beboet af Bent Hede Elektronik. Det er Nine United, som er serviceselskab for en række selskaber herunder blandt andet Hay, Studio 9 og De 5 Gaarde, som har købt ejendommen.

Firmaet ser altså en masse muligheder i ejendommen, men de har ikke fastlagt noget konkret endnu udover et HAY-lagersalg som afholdes i dagene fra 26. til 30. april.

Ole Stürup fastslår, at man arbejder videre med mulighederne for ejendommen, når lagersalget er ovre.

Nine United har hovedkontor i den gamle toldbod på Havnen 1 i Horsens, og her har cirka 180 ansatte deres arbejdsplads.

Salgsprisen på ejendommen er endnu ikke offentlig, og parterne ønsker ikke at oplyse den aktuelle pris. Den offentlige ejendomsvurdering er 20 millioner kroner, mens grundværdien er 860.300 kroner.