Børneeksem er en meget almindelig lidelse, og er i alle tilfælde særdeles generende for børn og forældre.

Det var det også for Mette Langberg og Kasper Nielsen, men for dem udviklede datteren Siris børneeksem sig til en regulær millionomsætning.

Det skriver Finans.

Hvor automatreaktionen hos mange andre forældre formentlig ville være at følge lægens råd, valgte Mette Langberg og Kasper Nielsen at tage sagen i egen hånd.

»Jeg var eksembarn selv, da jeg var to-tre år, så jeg ved, hvordan det føles,« siger Kasper Nielsen til B.T.

Mette Langberg, direktør i Kraes, med datteren Siri. Privatfoto.
Mette Langberg, direktør i Kraes, med datteren Siri. Privatfoto.

Lægens råd til parret var binyrebarkhormon - en bredt anvendt steroid mod eksemer - men det ville parret ikke høre tale om.

»Dengang var binyrebark det eneste, der var ved lægen. Jeg fik tynd hud af det, for der kan komme skader i huden ved at benytte det, og hvis eksemen ikke går væk hurtigt, kan man risikere at smøre sit barn i ret lang tid,« siger Kasper Nielsen.

Et gammelt husråd lyder, at havre kan lindre på kløe og eksem, og med dét in mente udviklede Mette Langberg og Kasper Nielsen et hudplejeprodukt baseret på fintmalet havre.

Mette Langberg med sin datter Siri, hvis barneeksem skabte idéen til en hudplejevirksomhed, der i dag omsætter for millioner. Privatfoto.
Mette Langberg med sin datter Siri, hvis barneeksem skabte idéen til en hudplejevirksomhed, der i dag omsætter for millioner. Privatfoto.

»Vi ville gerne lave et alternativ, og det kan godt lyde lidt fodformet, men det er det ikke. Alt hvad vi laver er til lindring. Det, vi kan gøre med vores produkter, er, at sørge for, at der ikke kommer for meget kemi i,« siger Mette Langberg.

I 2016 blev det til virksomheden 'Kraes', der sælger naturlige og bæredygtige hudplejeprodukter til børn.

Siden har virksomheden oplevet en årlig vækst på mindst 100 procent og Kasper Nielsen fortæller, at omsætningen forventes at runde 4 mio. kr. i 2019, ifølge Finans.

Næste skridt er for Kasper Nielsen at se at ansætte flere folk samt få en godkendelse til at sige, at produkterne lindrer børneeksem.

»Vi er ved at få lavet undersøgelser, så vi i vores markedsføring kan sige, at det er bevist, at det har en lindrende effekt,« siger Kasper Nielsen.

Er du selv i tvivl om det?

»Nej, det er jeg ikke. Vi får så mange gode anmeldelser og henvendelser på sociale medier, så jeg er ikke det mindste i tvivl, og hvis jeg var, så ville det være at pisse på vores datter,« siger han.