Lyt til artiklen

De er eftertragtet, men også i den forholdsvise dyre ende.

Men nu ser det ud til, at Tesla-aktien kommer til at være væsentlig billigere at erhverve sig.

Det skriver CNN og Finans.

Elbil-virksomheden, som har verdens rigeste mand, Elon Musk, i spidsen, meddelte i fredags, at selskabet vil gennemføre et såkaldt aktiesplit, og at de 'nye' aktier vil kunne handles fra 25. august.

Til de ikke så aktiekyndige, så betyder et aktiesplit, at en virksomhed splitter de eksisterende aktier i flere dele for derved at gøre dem billigere og lettere tilgængelige for mindre investorer i form af privatpersoner.

»Da private investorer har udtrykt stor interesse for at investere i vores aktie, tror vi, at aktiesplittet også vil gøre vores almindelige aktie mere tilgængelig for vores private aktionærer,« skrev Tesla i en børsmeddelelse i juni ifølge Forbes.

Størrelsen af splittet er ikke en fastlagt skabelon, men i Teslas tilfælde vælger man at gøre det i tre til ens pris.

Det vil sige, at hvis du er ejer én Tesla-aktie i dag, vil du fra 25. august eje tre Tesla-aktier.

Og med splittet kommer der også en billigere pris. I skrivende stund koster én Tesla-aktie omkring 864 dollar – som svarer til omkring 6.300 danske kroner. Og efter aktiesplittet vil én enkelt Tesla-aktie koste en tredjedel af det – altså cirka 2.100 kroner

Splittet i tre betyder selvfølgelig også, at der kommer tre gange så mange Tesla-aktier i omløb, men det er ikke noget, som vil påvirke Teslas markedsværdi eller personer, som i dag ejer Tesla-aktier, da de blot vil eje tre gange så mange aktier til den samme værdi.

Tesla gennemførte i 2020 også et aktiesplit – dengang i forholdet fem-for-én.